Goku: Midnight Eye

Når man tænker på, at denne film er fra 1989, så er den faktisk ret godt lavet. Så det er egentlig irriterende, at man ikke lige investerede en lille smule mere, så den kunne være blevet trukket op på et bedre niveau. Det er ærlig talt en ret ukendt film af gode grunde, for historien hænger lidt, selvom den godt nok er dramatisk og actionfyldt. Tempoet og fortællemetoden trænger bare til nogle justeringer, og så kunne filmen sagtens have hamlet op med Akira, som jo blev udgivet året forinden.

Universet minder da også lidt om Akira, idet man befinder sig i Tokyo i fremtiden, hvor skyskrabere er enorme og altid lyst op, fordi det af en eller anden grund hele tiden er mørkt. Det er et ret godt bidrag til cyberpunk-genren, men jeg synes faktisk, at det er animationen og kreativiteten, der er filmens største plus - både på det teknologiske område, men også når det kommer til karakterer/væsner. En af de mest ikoniske personer er eksempelvis en androide-stripper med et styr på ryggen, så man kan ride på hende. Og hvor fjollet det end lyder, så er det nu engang også interessant og et glimrende eksempel på den fantasi, man besad i denne tid.

Apropos så er der en hel del nøgenhed i denne film - nærmere bestemt kvindelig nøgenhed, fordi kvinder sådan set mest er sexsymboler i stil med tidens ånd, fordi man aldrig rigtig lærte, at kønsroller følger tiden og dermed ændrer sig i fremtiden. Nøgenheden gør mig sådan set ikke noget. Det passer bare ikke rigtig ind. Men altså ... Goku har jo heller ikke nogen trøje på og viser glædeligt sit vaskebræt frem i offentligheden, så man må blot anerkende mængden af hud som et virkemiddel, der hører til dette univers.

Filmens største minus er stemmerne. Eller rettere sagt "skuespillet", for man kan ofte høre, hvordan der læses op fra et manuskript, hvorved stemningen fuldkommen kvæles, fordi det hele virker så kunstigt, samtidig med at karaktererne jo ikke rigtig kan udtrykke følelser. Alt i alt bliver det en meget film noir-agtig stemning blandet med den absolutte kontrast i form af hæsblæsende action, hvilket Yoshiaki Kawajiri da også er kendt for. Han blev bare bedre til at skabe balance i sine værker med tiden. Allerede samme år blev der udgivet en efterfølger, så det havde nok givet bedre mening at slå de to film sammen, så pengene kunne være blevet brugt på at producere et værk af bedre kvalitet.