Jeg havde ingen anelse om, hvad denne film handlede om, da jeg begyndte at se den, så jeg blev som sådan positivt overrasket, da jeg indså, at den på en autentisk måde skildrer seksualitet på forskellig og nuanceret vis. Titlen er måske et inddirekte udtryk for dette, men den er lidt for underlig og får det til at lyde som en børnefilm, hvilket det jo absolut ikke er. Lidt temabaseret markedsføring ville have været rart.
Den første film fangede mig med det samme, da den viste sig at handle om et troværdigt lesbisk forhold, hvilket man sjældent ser i mainstream anime, men gradvist begyndte handlingen så at udvikle sig i en helt anden retning med de to andre historier, der gjorde mig moralsk utilpas, samtidig med at jeg ikke kunne lade være med at føle en form for anerkendelse af, at man turde tage emnerne op.
Den anden film handler nemlig om noget så kontroversielt som en mandlig lærer, der er til unge drenge i skolealderen, hvilket jo er forkert, men samtidig kan man ikke selv gøre for sine følelser og lyster, så det er alligevel interessant at se, hvordan disse opstår i ham. Man ser ham heldigvis ikke afreagere på dem, men jeg havde virkelig ønsket, at man havde fulgt historien til dørs og vist, hvordan han lærte at leve med sin seksualitet og blev påvirket af denne i sin videre tilværelse ... som lærer!
Den tredje historie er den absolut mest problematiske, men alligevel også en, der er så troværdig, at man ikke kan kritisere den. For det er nu engang et faktum, at seksualiteten udvikler sig, imens man er barn, så derfor burde det ikke chokere os, at børn udforsker deres seksualitet med hinanden. Det er bare specielt at se dette gengivet på film, og så endda som tegnefilm. På den ene side er det jo et tabu, men på den anden side er det bare en selvfølge, så jeg kan sådan set ikke føle afsky over for nogle af de tre film, fordi de netop tør tage tystys-emner op uden at gøre det til porno.
Det, jeg har et problem med, er, at man gør filmen til tre separate kortfilm, så man ikke fordyber sig i nogle af de tre historier og for alvor dykker ned i det psykologiske, der jo er en naturlig del af det seksuelle. Det ville have været virkelig interessant at følge, hvordan drifterne styrer eller styres af de medvirkende, men man har desværre ikke turde gå så langt.
Jeg kan egentlig godt lide den simple stil og animation, der passer godt til konceptet, så man får mulighed for at fokusere på det følelsesmæssige uden alt for mange visuelle forstyrrelser. Så alt i alt virker filmen som realistiske hverdagsdrama med fokus på seksualitet. Men netop fordi det bliver gengivet, at seksualitet er en kompleks størrelse, så burde man også have udforsket det mere.