Millenium Actress

Original titel: Sennen Joyu Type: Spillefilm Studie: Madhouse Instruktør: Satoshi Kon År: 2002 Genre: Drama Spilletid: 87 minutter Tilgængelig på dansk: Undertekst Baseret på: Originalt værk inspireret af de virkelige skuespillerinder Hideko Takamine og Setsuko Hara
Millenium Actress udspiller sig i en alternativ udgave af virkelighedens Japan, men er skildret på en måde, hvor minder og nutid flyder sammen, således at handlingen fortælles i en tid, der ikke er fast. Dermed bliver det også svært at bedømme, hvad der er realisme, og hvad der er forestillinger. Karakterdesignet varierer, så nogle personer er mere realistiske end andre. Den aldrende Chiyoko Fujiwara har været en fast bestanddel af japansk filmhistorie, og da hun indvilliger i at blive interviewet om sit liv som skuespiller, bliver hun sendt ud på en rejse i fortiden, hvor hendes karriere for først gang bliver fortalt fra hendes perspektiv.
Millenium Actress er udelukkende sat i verden for at gøre folk kede af det. Hvor flot og forvirrende den end er, så er det bærende element, at livet har en ende, hvilket kommer til udtryk gennem den nostalgifremkaldende musik og fortidsorienterede fortællerteknik, der gør en opmærksom på, at tiden går. Langsomt, men dog så stærkt. Når Chiyoko bevæger sig tilbage i tiden bliver man som seer stimuleret til selv at gøre status over sin egen tilværelse og vurdere, hvor langt man er kommet, og hvordan man er kommet dertil. Det er på den måde en sund film, for den får en til at tænke sig om, mere end den underholder, og det er dejligt at støde på den slags - især som anime, hvor det ofte handler om action og mystiske monstre. Jeg vil gå så langt som at sige, at denne film faktisk er handlingsløs, men alligevel er den spækket med handling, fordi den trods alt skildrer en persons liv (dog kun som scener). Dette gøres på ægte Satoshi Kon-manér, hvor man ikke har nogen anelse om, hvad der foregår, fordi skellet mellem virkelighed og fiktion flyder sammen. Filmen er mest af alt en visualisering af udtrykket "når ens liv passerer revy", og der bliver spillet på alle faktorer for at gøre en ked af det, både på det romantiske og tragiske. Ydermere er det interessant at tage udgangspunkt i en skuespiller, fordi man dermed også får et indblik i filmhistorien og dennes udvikling gennem tiden, hvor genrer dør og fødes på samme måde som mennesker. Gennem filmene fortælles også Japans historie, så Chiyoko bliver på en måde repræsentant for det fundament, der udgør det japanske folk. Dermed hersker der også en uvished om, hvem Chiyoko egentlig er, fordi folk kun kender hende fra de roller, hun har spillet, og det koncept går jo egentlig igen i alle mennesker, eftersom alle omkring os kun kender os som dem vi er udadtil, mens vi kun selv er bekendte med vores egentlige person.
Favoritkarakter: Chiyoko Plot: 8/10 Karakterer: 7/10 ' Stemmer: 8/10 ' Animation: 9/10 Stil: 9/10 Overordnet karakter:

8/10

Millenium Actress

Millenium Actress

Millenium Actress

Millenium Actress

Millenium Actress

Millenium Actress

Total Page Visits: 339 - Today Page Visits: 1