Kort fortalt er dette en børnefilm, der viser, hvordan det ældste barn lærer at tilpasse sig og acceptere sin rolle i familien, når endnu et barn kommer til. Emnet i sig selv er jo og vil altid være relevant, og hvis man ligesom jeg er den ældste i en søskendeflok, så vil man sagtens kunne identificere sig med Kun.
Nu er jeg så bare voksen, og Mirai er som nævnt en børnefilm, så den er ikke ligefrem spækket med dramatik og handling, men selve fortællingen og universet vil børn uden tvivl synes om. Selvom filmen er navngivet efter Kuns lillesøster, så er Kun nemlig hovedpersonen, og vi får verden at se fra hans perspektiv, hvilket indebærer, at fantasi og virkelighed hele tiden glider sammen.
Vi får at se, hvordan et barn kan blive fodret med meget lidt input og dermed blive inspireret til at bruge sin fantasi, når det keder sig. Nogen vil nok mene, at der så sandelig er tale om en fantasyfilm med magiske elementer, og det er nok også den debat, instruktøren ønsker at skabe, for ens fantasi eksisterer jo, selvom andre ikke kan se den, så den er trods alt virkelig for en selv. Der er desværre bare tendens til, at voksne kaldes for psykisk syge, hvis de lever sig for meget ind i deres egen verden.
Mirai minder generelt utroligt meget om Napping Princess, der udkom et år forinden, både hvad angår fortælleteknik, animation, stemmer og karakterdesign, og jeg blev forundret over at finde ud af, at de to film intet har med hinanden at gøre. Animationen i Mirai er flydende, men for en film fra 2018 savner jeg virkelig, at der er gjort mere ud af skygger og farver, hvilket dog er Mamoru Hosodas kendetegn.
Baggrundene fungerer, og 3D-elementerne er ikke for forstyrrende. Mit største problem er dog stemmerne. Kun er en lille dreng, hvis stemme lyder som en voksen kvindes, så det tog noget tid, før jeg indså, at han var en dreng, og hans egentlige alder har jeg ikke været i stand til at bestemme, fordi han lyder og taler meget modent, så det er svært at forholde sig til ham som et lille barn.
