Dette er en såkaldt TV-film, som altså blev produceret til TV, og med det i tankerne er der tale om en produktion af ufattelig høj kvalitet, der overgår mange biograffilm. Baggrundene er simpelthen fænomenale og karakterdesignet er meget flot - særligt dyrene er jo vanvittigt godt lavet. Dog falder kvaliteten så også en del, når det kommer til åndernes design, for disse gør det tydeligt, at denne film så sandelig er tiltænkt den yngre målgruppe. Det er nærmest lidt Mumi-agtigt.
Nizo Yamamoto har været involveret i flere Studio Ghibli-film, så det er ikke overraskende, at han har bragt stilen med sig derfra. Dog minder filmen også lidt om en blanding af Chihiro og heksene, Prinsesse Mononoke og Min nabo Totoro, men det skal dog påpeges, at den jo er baseret på en manga, som til gengæld minder utroligt meget om Natsume's Book of Friends. Originaliteten går derfor lidt tabt, og selve handlingen er også både forudsigelig og dæmpet, så selv de dramatiske scener virker lidt flade.
Det er en flot film med gode budskaber, men der mangler bare en smule på fortælleteknikken, så man som seer bliver opslugt i universet, i stedet for at man bare observerer det. Animationen er egentlig også god, så når man tydeligvis har investeret i projektet, så er det lidt synd, at man ikke har gjort mere for at gøre filmen mere spændende og medrivende. Det skyldes nok, at det er en film for børn, for den er en anelse overidyliseret med dramatik på et plan, som jeg husker det fra 90'er-tegnefilm. Og det kommer lidt i konflikt med den høje kvalitet.
Landsbyen, som Miyori flytter til, er tydeligvis en kopi af Shirakawa-go, og generelt er det altid hyggeligt at se landsbysamfund i anime, fordi naturlige omgivelser giver en rigtig god stemning. Miyori er bare ufatteligt hurtig til at indrette sig, selvom hun giver indtryk af, at hun ikke bryder sig om bondelivet. Der er en film som Brevet til Momo lidt bedre til at skildre, hvordan rigtige børn rent faktisk "skaber sig", når de er utilfredse med noget. Det interessante ved ånderne er desuden, at de er inspireret af virkelige japanske myter såsom tenguer og kappaer.