Man er vant til at forvente kvalitet fra Makoto Shinkai, og Suzume er da også en vellykket produktion med et interessant univers og animation på topniveau. Baggrundene er som altid formidable, og der er kælet så meget for detaljer, at man bliver visuelt stimuleret hvert eneste minut.
Dog er dette også en lidt kedelig film, der minder om en genudgivelse af Children Who Chase Lost Voices - bare i virkelighedens verden, men i sidste ende er det sådan set bare en road trip film med elementer af fantasy. Mængden af decideret handling er rent ud sagt beskeden, og de enkelte klimaks er ikke bare forventede. De er nemlig også forudsigelige, og Suzume er simpelthen så heldig med de folk, hun møder, at det får de mirakuløse tilfældigheder i Tokyo Godfather til at virke troværdige.
Der er virkelig mange besynderlige indslag, der ikke rigtig bidrager med noget til historien, men det, som trækker filmen ned, er det underlige karakterregister, for der er stort set ingen interessante eller identificerbare personer, som tilføjer filmen noget særligt. Langt de fleste karakterer er derimod forglemmelige, og så bliver filmen det desværre også.
Den mest interessante karakter er sjovt nok en kat, der dog slet ikke hører til i Makoto Shinkais universer. Dens design stammer fra en helt anden genre, og den trækker virkelig filmen ned på et barnligt niveau med sin stemme og stil. Der må jeg sige, at man har skudt ved siden af, og jeg vil igen henvise til Children Who Chase Lost Voices, hvor der også optræder en overjordisk kat, der om ikke andet ligner et rigtigt væsen...
Generelt mangler Suzume en del på de fleste parametre for at være et mesterværk. Det er en god film med en god historie, men generelt er det animationen og billedkvaliteten, der bærer historien, som udspiller sig i et langsommeligt og til dels handlingsløst tempo uden de store overraskelser undervejs.
