The Place Promised in Our Early Days

Information

Billeder

Original titel: Kumo no Mukou, Yakusoku no Basho

Studie: CoMix Wave Films

Instruktør: Makoto Shinkai

År: 2004

Genre: Mysterie, romantik, sci-fi

Spilletid: 90 minutter

Baseret på: Originalt værk

.

.

.

.

Univers

The Place Promised in Our Early Days i en alternativ udgave af virkelighedens verden, hvor Hokkaido er en del af Sovejtunionen. Hér findes et overdrevet højt tårn, der erstatter materie fra andre universer, og herudover er der også andre eksempler på avanceret teknologi, samt mennesker med psykiske egenskaber.

Karakterdesignet er kendetegnet ved at være realistisk uden brug af hverken unaturlige øjenfarver, hårfarver eller frisurer.

Handling

De to venner Hiroki og Takuya bor i det nordlige Japan, hvor de har udsigt til det gådefulde Union Tower på Hokkaido, der er en del af Sovjetunionen. De har planer om at flyve til tårnet sammen med deres veninde, Sayuri, men da hun pludselig forsvinder, dropper de to drenge planerne, og de ender med at gå hvert til sit.

Min mening

Dette var Makoto Shinkais første spillefilm, og den bliver ofte overset blandt hans værker, hvilket sådan set er forståeligt nok. For selvom denne film er lige så smuk som hans andre, så er den meget usammenhængende med et besynderligt plot og et svagt karakterregister. Det er faktisk ikke andet, end det visuelle, der fungerer, så det er tydeligt, at filmen er lavet af en uerfaren instruktør, der havde fundet sin stil, men ikke sin stemme.

Ligesom med alle andre af Makoto Shinkais værker, så er der lagt vægt på detaljer i en sådan grad, at hele filmen er fyldt med betagende synsindtryk. Det er desværre også dette, der stjæler ens opmærksomhed, for handlingen er virkelig langsom og præget af en sløv og nærmest depressiv stemning. Trods farver og smil mangler der simpelthen glæde og liv i dette forvirrende univers, som man ikke rigtig lærer at forstå, fordi historien er begrænset til ganske få personer, der virker meget forglemmelige. Det skyldes først og fremmest deres trivielle design, men også stemmerne, for stemmelæggerne tilfører ingen sjæl til karaktererne, så de blot lyder som prøveoptagelser.

Det mest irriterende er, at handlingen virker meget lokal, selvom den omhandler et besynderligt tårn, som man kun betragter på afstand, hvilket ikke ligefrem gør det mindre mystisk. Tårnet spiller altså en bærende og alligevel ingen rolle i historien, så den i sidste ende bliver mere poetisk og symbolsk, men dermed også kedelig, fordi man forventer et episk klimaks, som desværre udebliver.

Selvom fortællingen er kronologisk, så er den meget rodet med bratte scene- og tidsskift. Når der er behov for tekst, der viser at tiden går, så er det et bevis på, at historien ikke er sammenhængende, og det er desværre også et eksempel på dårlig fortælleteknik, fordi at scenerne og dermed også handlingen ikke glider naturligt sammen. Alt i alt bliver det altså en rodet film, der ikke skiller sig ud, selvom den er flot, men Makoto Shinkai anvendte trods alt flere elementer fra denne film i sine andre værker, hvor de bedre passede ind.

Vurdering

Favoritkarakter: Hiroki

Plot: 

Karakterer:

Stemmer:

Animation:

Stil:

Overordnet karakter: