Wolf Children

Mamoru Hosoda er god til at opfinde unikke historier, der ikke rigtig passer ind i nogen genre. Han er i stand til at modernisere eventyr, så nutidens udfordringer og levevis er det, der skaber drama og konflikter, og det gør hans film troværdige, selvom de jo sådan set er fantasy.

Wolf Children er en virkelig sørgelig og sød film, der skildrer tilværelsen som enlig mor med et tvist, for Hana elsker sine børn, men ved at de ikke hører til i den verden, de er blevet født ind i, så hun er nødt til at holde dem beskyttet fra den. Det gør hun imidlertid med kærlighed og omsorg, og det er virkelig hyggeligt at se, hvordan dette får børnene til at udvikle sig.

Dramaet måtte for min skyld godt være skruet i vejret for det bliver meget smilende og idyllisk, men jeg forstår også, at det er en familiefilm - noget som særligt karakterdesignet viser, for når børnene transformerer om til ulve er de i stand til at antage en slags hybridform mellem menneske og ulv, og det ligner slet ikke noget, der passer ind i filmen, hvilket trækker den ned i børnehøjde.

Baggrundene derimod er jo helt fænomenale. Den måde naturen er gengivet på får en lyst til selv at bevæge sig ud i den og sikre både den og dens væsner for fremtiden. For filmen indeholder trods alt også moraler, som man bør tage til sig