Dette er en af de mange film, der er blevet lavet for at vise, at handikappede mennesker på mange måder er ligesom alle andre og derfor bør behandles som alle andre. Det er derfor ikke ligefrem et unikt koncept, men det er en sød historie med en virkelig sympatisk hovedperson, man ikke kan andet end at holde af.
Særligt i Japan har handikappede længe været et tabu, så det er befriende at se den gruppe af personer være repræsenteret i japanske film. Det er dog ikke ligefrem det japanske samfund, der sættes fokus på, men derimod Yumas individuelle kamp for anerkendelse, så der peges altså ikke fingre ad andre menneskers fordomme - snarere de udfordringer, der er ved at være handikappet.
Titlen er efter min mening elendig, fordi den intet fortæller om historien, og det er først hen mod slutningen, man finder ud af, hvad de 37 sekunder betyder, og så giver det pludselig mening. Den sidste halve time er sådan set unødvendig, for størstedelen af filmen handler om en ung kvinde, der vil udforske sig selv, og så bliver det pludselig overkill med en lidt for omfattende identitetskrise, der trækker hende ud over Japans grænser. Man kunne sagtens have holdt sig på et simpelt plan, hvilket netop gøres det meste af filmen, hvor det er mest interessant at følge Yumas udforskning af helt almindelige koncepter såsom hendes egen seksualitet og selvstændighed. Det er dét, der gør filmen troværdig og genkendelig, mens sidehistorien mest af alt skal forklare, hvorfor hendes mor er så overbeskyttende, som hun er, så man altså får to perspektiver at forholde sig til. Det gør trods alt også historien mere nuanceret, men det er stadig lidt overdramatiseret.
