Dette er egentlig to separate film kendt som 64 Part 1 og 64 Part 2, men eftersom to'eren blev udgivet kun få måneder efter den første film og desuden er en direkte fortsættelse, har jeg valgt at anmelde dem som en enkelt film, da det ikke giver mening at se dem hver for sig - medmindre man opgiver at se 2'eren, hvilket der nok er nogle, som gør.
Filmene er baseret på en succesfuld roman af den tidligere kriminaljournalist Hideo Yokoyama, der blev inspireret til at skrive historien, efter at han blandt andet var med til at dække uopklarede forbrydelser, hvor flere piger blev kidnappet og dræbt i byerne Ashikaga og Ota fra 1979 til 1990. Dog er der kun tale om meget begrænset inspiration fra selve sagerne, idet Hideo Yokohama først og fremmest har sat fokus på samarbejdet mellem politiet og pressen.
Selv titlen er svær at forholde sig til for udlændinge. For 64 hentyder til det japanske år Showa 64, hvilket er 1989 i den gregorianske kalender, hvor den første drabssag i filmene finder sted, og herefter opstår der så et spring på 14 år, hvor resten af handlingen udspiller sig. Og den er godt nok mere kedelig, end jeg havde troet.
Bogen er blevet rost til skyerne, og de to 64-film har vundet flere priser, men efter at have set dem forstår jeg sådan set godt, hvorfor de ikke rigtig har fundet frem til det udenlandske marked - fordi de er gennemsyret asiatiske, forstået på den måde, at det er svært at forholde sig til tema og fokus. Selvom filmene tilsammen varer næsten 4 timer, er der nemlig minimal spænding og ikke antydningen af emotioniel variation. HELE historien drukner i korruption og bureaukrati, hvilket måske er meget interessant i en spændingsroman, men på film skal der rent faktisk en handling til, før man bliver revet med.
Alt for meget tid går med noget så bizart som en konflikt med politiet og de japanske journalister om, hvorvidt det er i orden af offentliggøre navne og adresser på ofre og forbrydere, hvilket jo er et aldeles uvant koncept for danskere, så man har svært ved at forstå, hvordan i alverden det kan udløse skænderier, strejker og endda slåskampe. I mellemtiden udspiller der sig rent faktisk en forbrydelse, som formår at få bare en anelse opmærksomhed, men den ryger desværre i baggrunden grundet det gennemgående fokus på det japanske politis ageren. Dét er til gengæld lidt mere interessant og egentlig også relevant, men måden det hele er fortalt og kogt sammen på er bare håbløst.
På filmenes forside kan man se udvalgte karakterer, og dem er der alt for mange af. Halvdelen burde blive skrevet ud, for et så bredt karakterregister hører ikke til i en krimi eller thriller - kun hvis det er en serie. For faktisk minder 64 lidt om Forbrydelsen, hvor der er fokus på både ofre, efterforskere og systemet, men i Forbrydelsen formår man at holde fokus, selvom det hele tiden skifter, så spændingen og opmærksomheden forbliver intakt. I disse film er det svært at få øje på en agenda, for man vil både underholde, dele budskaber, rette kritik og ramme følelser.
Alt i alt er jeg overordentligt skuffet over, at en produktion af så høj kvalitet er endt ud med at blive et så kedeligt resultat, for jeg havde virkelig set frem til disse film. Det er desværre det, som sker, når man er for tro mod originalmaterialet, for det, der virker på skrift, fungerer ikke altid på samme måde på billeder. Specielt ikke, hvis man ikke har stærke karakterer at støtte sig til.
