Denne film kunne godt være fortalt på bedre vis, for plottet virker umiddelbart interessant. Der bliver bare ikke gravet dybt nok i konceptet med at skifte identitet, hvilket er noget, der for det første finder sted, ligesom det er noget, som mange fantaserer om at gøre. At viske tavlen ren og starte på en frisk er jo noget, som mange finder tiltalende, så handlingen i filmen burde være centreret om hvorfor, folk vælger at skifte identitet, men i stedet er der fokus på, hvordan de medvirkende har fået det gjort.
Der er en meget svag psykologisk tilgang til dette ved at gøre brug af en advokat med koreanske rødder, fordi man dermed får fornemmelsen af, at han ikke passer ind i samfundet og ligeledes har lyst til at skifte identitet. Men altså - alle ville på et tidspunkt i deres liv ønske, at de var en anden person, så det er jo noget, vi alle kan forholde os til. Det er nok en af de mest almindelige følelser, så alenemoren Rie kunne også sagtens være benyttet som eksempel. Hun glider derimod i baggrunden med introduktionen af advokaten, der får til opgave at finde frem til sandheden, og så fjernes fokus pludselig fra Rie og hendes børn, som er de egentlige ofre i historien.
Specielt sønnen har en virkelig interessant historie, som ville have været interessant at følge, for hvordan påvirker det hans identitet fremover, når hans far var en anden person, end han troede? Det er jo en modsat version af det at finde ud af, at man er adopteret, så i bund og grund tager man fat i de helt forkerte personer og hændelser i et ellers tiltalende plot.
Det at flygte fra tilværelsen er dog et udbredt fænomen i Japan, så det er forståeligt, at man ikke føler behov for at belyse årsagen til, hvorfor folk tager denne beslutning, men det burde alligevel være disse følelser, man lagde vægt på, så også udenlandske seere kunne forholde sig til historien. For denne er i sidste ende meget underspillet og triviel og sådan set ikke en film værdi med den måde, den er fortalt. Der mangler både drama og en fortælleteknik, som gør det muligt at komme ind på livet af karaktererne, så man ikke kun forstår dem, men også opfatter dem som mennesker. Afslutningen er desuden dybt antiklimatisk og fungerer som et skuffende punktum, der mest minder om et komma.
