Dette er en sød film, og der er desværre ikke så meget andet at sige, for det er nok en af de spillefilm, jeg har set, hvor der sker mindst og samtidig er mindst dialog. Manglen på snak skyldes naturligvis, at hovedpersonen samt hans kæreste er døve, men generelt er der ekstremt meget stilhed. Sådan noget fungerer faktisk i visse film som en effekt, men i denne er det blot med til at gøre den kedelig grundet manglen på handling og visuel symbolik.
Man lærer ikke rigtig karaktererne at kende - man finder ikke engang ud af, hvad Shigerus kæreste hedder, ligesom man heller ikke får et dybere indblik i deres forhold. Generelt er det svært at forstå relationerne i denne film, fordi folk ikke rigtig kommunikerer sammen. Men dermed er det jo også en realistisk film, for selv de små samtaler er komplet indholdsløse. Problemet er bare, at det virkelig føles som om, at man er blevet plantet foran rigtige mennesker for at observere dem, og man ser jo film for at blive underholdt eller rørt.
Film skal dog også få en til at tænke, hvilket denne trods alt formår at gøre, men jeg bryder mig ikke om at få serveret så lidt, at jeg kommer til at sidde fast i søgningen efter mening, for så bliver det nærmest som at analysere et maleri, hvilket titlen sådan set giver indtryk af, at der er tale om. Det er som sagt en sød fortælling, men slutningen er godt nok noget af en overraskelse, som der heller ikke er gjort meget ud af at forklare nærmere, så man selv må opfinde teorier om, hvad der egentlig sker.
Overordnet set må man som seer blot se til og tolke sig frem til, hvad der foregår, og hvad der sker, fordi man ikke rigtig får informationer serveret. Der er eksempelvis ikke engang tegnsprog, så Shigeru kommunikerer slet ikke med sin kæreste. Deres "samtaler" finder sted på et psykologisk plan, hvilket er noget af det søde ved filmen, men det kunne eventuelt have været interessant at spille lidt mere på de udfordringer, det er at være døv, for handikappet spiller sådan set ingen rolle. Det er længsel, der er i fokus, og døvheden er tydeligvis til for at tilføje den stilhed, der gør, at man fornemmer længslen.
