A Tale of Mari and Three Puppies

Information

Billeder

Original titel: Mari to Koinu no Monogatari

Instruktør: Ryuichi Inomata

År: 2007

Genre: Drama, katastrofe

Spilletid: 124 minutter







Handling

Da søskendeparret Ryota og Aya finder en herreløs hund, beslutter de sig for at beholde den. Hunden får navnet Mari, og hun får inden længe tre hvalpe, men en dag bliver Japan dog ramt af et jordskælv, og en evakuering af området betyder, at de fire hunde må efterlades i ruinerne af deres hjem.

Min mening

Det specielle ved denne film er, at den er baseret på en virkelig historie, om en hund, der blev efterladt med sine tre hvalpe i landsbyen Yamakoshi, efter Chuetsu-jordskælvet i 2004, hvilket bare gør den endnu mere trist. Handlingen er dog blevet dramatiseret, idet der blandt andet er indskrevet børn for at gøre det til en familiefilm, og selve jordskælvet er også skildret på lidt overdrevet vis. Oven i det er der en masse unødvendigt drama for at gøre filmen mere spændende, end den er. For det er ikke en spændende film, men derimod en sød og ikke mindst sørgelig film.

Hvis man kan lide hunde, vil man nok elske denne film, for Mari og hvalpene er simpelthen bare så bedårende. Ironisk nok er hunden også den bedste skuespiller, for jeg tror virkelig på dens følelser, mens menneskernes skuespil er noget melodramatisk. Den slags er unødvendigt, når plottet er en hundemor med tre hvalpe, der lades alene, hvilket er hjerteskærende nok, og specielt en scene, hvor Mari jagter helikopteren, der flyver væk med hendes familie, er så trist, netop fordi det virker troværdigt og realistisk. Man kan virkelig føle hundens desperation, forvirring og ensomhed, selvom det ikke er ægte.

Overordnet set er det mest interessante ved denne film selve jordskælvet, for det er ikke så tit, man ser "virkelige" jordskælv og effekten fra disse i film, og det er også sjovt at få indblik i redningsarbejdet og den efterfølgende tilværelse i evakueringslejre. Filmen handler dog om Mari og hendes hvalpe, så rampelyset er konstant rettet mod dem. Selvom det alt i alt er en gennemsnitlig film, så gør hundene den altså værd at se, fordi de spiller på ens følelser.

Vurdering


Favoritkarakter:
Mari


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Afslutning:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

6/10