Dette er ægte hyggedrama i en sådan grad, at der faktisk slet ikke er noget drama. Handlingen er nemlig så triviel og indholdsløs, at der ikke engang er noget klimaks. I to timer sad jeg derfor og ventede på, at der skulle ske noget, men det gjorde der bare aldrig, for filmen slutter lige så langsomt, som den foregår.
Jeg har generelt svært ved at forstå, hvordan sådanne projekter kan blive realiseret, for jeg mener, at filmen enten skal underholde, sende budskaber eller røre seerne, og jeg følte ikke rigtig noget ved at se denne film. Der er ingen mening bag størstedelen af scenerne, og mange af disse er komplet intetsigende og dermed unødvendige. Det er derfor nok mest af alt en film, der egner sig til stressramte a la visuel strikning, for ens puls kommer virkelig ned i tempo.
Der skal være plads til hverdagsdramaer, men så forventer jeg også, at der sker noget, som gør historien en film værdig. Denne film er svær at genredefinere, for der er ikke engang tale om romantik, selvom man ellers forventer og håber det. Det er snarere, som om man har lavet filmen blot for at sætte fokus på, at vi som mennesker kæmper med forskellige ting, hvilket på den ene måde er tonet ned, samtidig med at det er overdrevet.
Det er nemlig, som om at Misas PMS er en del af hendes identitet, selvom der er tale om en hormonel forstyrrelse, der kun rammer hende en gang om måneden. Man får dog indtryk af, at der sker meget oftere, fordi det simpelthen påvirker hendes tilværelse, ligesom det snarere minder om en personlighedsforstyrrelse, idet hun fuldkommen ændrer karakter med tourettes-lignende udbrud.
Man har altså valgt at skildre PMS på meget ekstrem vis og helt ignorere de fysiske symptomer, så selvom man ganske vist bliver bekendt med Misas problemer, så virker de langt fra lige så alvorlige som den psykiske sygdom, som Takatoshi lever med. At begge karakterer er ansat på en arbejdsplads, som har forståelse for deres problemer, skildrer heller ikke de udfordringer og den stigmatisering, de møder fra samfundet, så alt i alt er der lidt for meget idyl og alt for lidt kød på historien, der i bund og grund bare handler om, hvordan man skal lære at leve med sine personlige problemer.
Det er sådan set også et opløftende budskab, men forhåbentligt noget som alle i forvejen gør, for ellers har de jo brug for hjælp - præcis ligesom personerne i filmen. Og her ville det nok have givet mere mening at fokusere på sorggruppen og disse personer, da sorg trods alt er noget, som de fleste har stiftet bekendskab med og derfor også noget, mange kan forholde sig til.
