Jeg vil kalde denne film for Japans svar på Krøniken - både fordi dele af handlingen er den samme, ligesom den udspiller sig i samme periode, hvor man følger moderniseringen i efterkrigstiden. Halvvejs gennem filmen syntes jeg derfor, at den ville fungere bedre som serie, så jeg blev ikke ligefrem overrasket over at finde ud af, at der er tale om en film-trilogi.
Noget virkelig interessant er at følge opførelsen af Tokyo Tower, der fungerer som tidsindikator, og så er det alt i alt spændende at se, hvor landlig Tokyo så ud for blot få årtier siden. Men netop fordi Tokyo, i modsætning til København, har foretaget en drastisk forandring, så har det tydeligvis ikke været så nemt at lave en film, der foregår i 50'ernes Tokyo, for det er åbenlyst at blandt andet tog og sporvogne er animeret, og i store folkemængder kan man endda se, at menneskerne også er lavet på computer.
Det får desværre filmen til nogle gange at ligne et computerspil, men generelt er den troværdig nok. Dog ville den have fungeret bedre som tegnefilm, for det er en overdrevet idyllisk og til tider fjollet film, der minder om Hollywood-film fra samme periode (hvilket åbenlyst har været inspirationen bag filmens cover), så man bliver trukket tilbage i tiden på alle punkter.
Skuespillet virker på samme måde opsat og især Mutsukos Tohoku-dialekt lyder meget forceret, men hvis man ikke forstår japansk, bemærker man det jo ikke og ved slet ikke, at hun har en dialekt. Det er sjovt nok børnene, der både virker mest naturlige og overbevisende, og så endda i en periode de som skuespillere slet intet personligt kendskab har til.