Plottet i denne film er nok noget af det mest simple, man kan forestille sig, for vi ved alle, at vi skal dø, men alligevel er det ikke alle, der skænker det en tanke, før de bliver syge og indser, at man jo skal dø af noget. Det kommer da også som en overraskelse for den ellers aldrende Kanji, fordi han sidder fast i samfundets hamsterhjul, som han endelig bryder fri fra, da enden nærmer sig.
I begyndelsen tager han den stereotype vej med druk og damer, fordi han ligesom mange andre går ud fra, at livet handler om nydelse, men handlingen tager heldigvis en drejning og viser, at man i stedet bør bruge sit liv til at sætte sit præg på verden - også selvom det er et lille et. Dette budskab kommer på ret brat og indviklet vis, da Kanji uden videre dør, og filmen i virkeligheden viser sig at være mere socialrealistisk, end den indtil da har givet udtryk for, da den i sidste ende er en kritik mod bureaukratiet.
Der er da også en temmelig troværdig scene i begyndelsen, hvor en gruppe kvinder bogstavelig talt bliver sendt rundt i systemet, da de henvender sig til det, og det er tankevækkende, at man på tværs af tid og kulturer har det selv samme system nu om dage, fordi man absolut intet har lært af denne film fra 1952.
Det er heller ikke ligefrem en underholdende film, hvis man ser bort fra budskabet. Det er Akira Kurosawas brug af visuelle virkemidler, der er mest interessant, mens skuespillerne tydeligvis spiller karakterer i stedet for at være dem. Størstedelen af personregistret er også usympatiske personer, hvilket bliver slået fast med den fremragende slutning. Japanske film har ofte skuffende slutninger, men denne ender på symbolsk, men alligevel realistisk vis.
