Dette er den tredje film i rækken af Toshio Masudas krigstrilogi, hvor han dog sætter fokus på mennesker frem for krig. Battle Anthem kan derfor ses som en antikrigsfilm, der lægger vægt på at skildre rædslerne ved krig. Dette foregår dog kun i de sidste 20 minutter af filmen, hvor der efter mere end to timer optræder actionfyldte kampscener, fordi handlingen er centreret om et militærorkester, der via musik skal styrke kampånden, hvilket igen skaber kontrast til filmens egentlige budskab - for skal folk slås eller hvad?
Slås gør de medvirkende i hvert fald, for størstedelen af filmen består af stridigheder imellem karaktererne, hvilket har tendens til at udvikle sig til voldelige opgør. Det er svært at vide, hvad meningen med disse indslag er, men de viser jo sådan set, at mennesker bare ikke kan finde ud af at enes. Det er bare fortalt på underlig vis, fordi der hele filmen igennem er en melodramatisk stemning, så de fleste scener virker indskrevet for at spille på følelser, så det mest af alt minder om en sæbeopera med et krigstema.
At følge tilværelsen på et krigsskib er set i mange film, og det bliver aldrig spændende eller underholdende at se voksne mænd opføre sig som umodne drenge, der er villige til at ofre sig selv i noget så håbløst som krig. At fokusere på et militærorkester er trods alt unikt, men dermed overtager musikken også historien, så krigen ryger i baggrunden. Det er derfor både tiltrængt og nervepirrende, da det dramatiske søslag pludselig bryder ud, og der er heldigvis lagt vægt på at gengive ødelæggelser og dødsfald. Desværre ender filmen også med den japanske sejr, så man følger eksempelvis ikke Mikasa tilbage til Japan, hvor skibet blev ramt af en eksplosion, hvilket kostede over 300 mænd livet.
Alt i alt er de historiske detaljer blevet udeladt, så filmen ikke ligefrem gør en klogere på den russisk-japanske krig. Og selvom det ligner en storfilm, så er der også mange ting, som afslører, at budgettet ikke har været så stort. Der er eksempelvis synlige makeup-linjer, så man kan se det falske skæg, der er blevet klistret på skuespillerne, der er dårligt malede baggrunde, og det afsluttende søslag minder mere om et rollespil end et skuespil. Det bedste er sådan set kostumerne og til dels kulisserne, selvom flere af disse åbenlyse studier. Det er nok også derfor, der i størstedelen af filmen ikke rigtig sker noget - fordi man ikke har haft midlerne til at producere et episk krigsdrama.
