Dette er filmudgaven af en kortfilm fra 2022, og det irriterende ved den er, at der er tale om en metafor, så der er mere visuel symbolik, end der er decideret handling. Konceptet er også temmelig klichéagtigt med den sædvanlige rationelle byboer, der skaber kaos i det lille lukkedes landsbysamfund med bizarre traditioner og ritualer.
Til at starte med bygges der faktisk en gådefuld stemning op, men så havner man i stedet i et miljø, hvor alle betragter det absurde som værende normalt, hvilket man ligesom hovedpersonen ikke kan forholde sig til. Hun er dermed en repræsentant for den logiske seer, der fatter brik af, hvad pokker det er, der foregår. Man er derfor nødt til at se filmen som det den er - nemlig en metafor for, hvordan ens lykke er betinget af andres ulykke. For man kan simpelthen ikke føle sig tilfreds med livet, hvis man ikke sammenligner det med andres.
Dette er bare fortalt med besynderlige elementer og effekter, der gør filmen mere underlig end uhyggelig. Mest af alt er den forvirrende, fordi man gør brug af det usagte og dermed uvisheden som det bærende skræmmemiddel. Hvis man forholder sig logisk, vil man ikke kunne forstå filmen, og den bliver derfor også mere bizar, end den allerede er, så ligesom hovedpersonen må man give afkald på sin egen logik for at kunne se budskabet.
Og det interessante er faktisk, at hverken hun eller nogen andre har navne. Man bliver derfor heller ikke rigtig bundet til folk eller lærer dem at kende på et dybere plan, så de forbliver blot karakterer frem for personer. Og apropos navne så er filmens titel virkelig elendig og giver absolut ingen fornemmelse af, hvad den handler om.
