Denne film er rent ud sagt latterlig. Hitoshi Matsumoto har tydeligvis forsøgt at lave en film, der skiller sig ud med sin originalitet, hvilket er lykkedes, for der findes ikke mange andre film, der er så fjollede, at man ikke engang kan ryste på hovedet over dem. Så Matsumoto ville næppe have fået lov til at lave denne film af andre end ham selv, og så spiller han sågar også hovedrollen.
Filmen er forklædt som en dokumentar, hvilket i sig selv er underligt handlingen taget i betragtning, for denne er så absurd langt ude, at man på intet tidspunkt kan blive overbevist om, at noget som helst er troværdigt. Den gennemgående kontrast mellem seriøsitet og tegnefilmsagtige sekvenser er mere besynderlig, end den er underholdende, for man ved ikke engang selv, om man skal grine eller rynke på panden. Hvis man virkelig tager sig sammen, kan man svagt fornemme den skjulte symbolik, men det er alligevel svært at vide, om denne er tiltænkt i en film, der virker til at være skrevet i en stofrus.
Effekterne er virkelig ringe og ligner generelt noget fra et videospil fra 90'erne, men ligesom med Matsumotos dårlige paryk er det nok bare endnu et af de komiske elementer, der bevidst er sat til at dominere filmen, fordi man dermed husker den for dens manglende kvalitet og finurlige historie. Så det er da ikke underligt, at Big Man Japan er blevet en kultfilm, for den skiller sig så sandelig ud på markedet med sine mystiske væsner og uforklarlige indslag.
Det bedste ved filmen er faktisk den afsluttende del, hvor det faktisk er ret morsomt at se, hvordan gigantiske superhelte overvinder et monster, der tydeligvis er en mand i et kostume. Man gør nemlig intet ud af at skabe en illusion, så det er en meget simpel og plat måde at forbavse seerne og få dem til at overveje, om de nogensinde har set en film, der var mere tåbelig end denne.
