Denne film varer kun 45 minutter, men den burde have været dobbelt så lang, for det er som om, at den kun berører et emne, som den ikke dykker fuldt ned i. Man kan dermed også kun fornemme, at filmen handler om mentale sygdomme, hvilket altså ikke er skildret på direkte vis. Dermed kan historien også virke forvirrende, fordi man forsøger at bilde seerne ind, at der er overnaturlige elementer involveret.
Det er dog ikke tilfældet, for selvom man primært kun følger en enkelt mand med psykiske forstyrrelser, så viser det sig, at nærmest alle medvirkende har en grad af mentale problemer, så de derfor opfatter verden og dermed virkeligheden forskelligt. Det er egentlig klogt at tage udgangspunkt i en lyd, fordi det som regel er noget af det basale, man forbinder med mentale sygdomme, men filmen viser, at disse kan optræde i forskellige grader.
Inspirationen såvel som budskabet bag filmen er efter alt at dømme de nuværende samfundsforhold i Japan, hvor man er begyndt at anerkende eksistensen af psykiske sygdomme, samtidig med at man er mærket af disse i samfundet, hvor de er årsagen til diverse forbrydelser. Der spilles således på en frygt for, at man ikke ved, hvem der kan slå klik, og hvornår eller hvordan de gør det.
Effekterne er veludførte, og visuelt er der gjort virkelig meget ud af filmen, hvilket er med til at styrke ærgrelsen over, at den ikke varer længere. Også fordi at den ikke virker færdig. Det virker således som et projekt, men hvis man skal dykke ned i Kiyoshi Kurosawas værker, minder den på en måde om en slags forhistorie til Creepy.
