På trods af det kontroversielle, så formår denne film faktisk at fortælle en gribende fortælling på et personligt plan, til trods for at handlingen (delvist) udspiller sig under Anden Verdenskrig. Japanske film er ikke altid gode til at komme ind på livet af karaktererne, men det sker her.
Man befinder sig lige på balancen mellem eventyr og fiktion, men jeg synes, at filmen får gengivet virkeligheden nogenlunde realistisk, til trods for at selve krigen fungerer som en birolle. For man bør huske på, at krigen blev ført af mennesker, og de mennesker havde forskellige historier, og det er en af dem, vi følger - endda gennem andre personers narrativ. At det er en kamikaze-pilots fortælling gør det hele mere interessant, for man ved allerede fra begyndelsen, at filmens hovedperson er dømt til at dø - altså er den lykkelige slutning udelukket.
Filmen skifter mellem nutid og fortid og skaber således også kontraster mellem både samfund og mennesker, så man kan se, hvad krigen har betydet for Japan og dem. der overlevede. Egentlig så jeg gerne lidt flere traumer indskrevet, for det er noget, jeg forbinder med krig, men jeg har det fint med, at tragedien udspiller sig på et følelsesmæssigt plan, for det er en trist historie om en mand, hvis største ønske var at overleve, hvilket ikke blev realiseret, fordi han ønskede at overleve for andres skyld, som i sidste ende betød, at han måtte dø for dem.
Dermed er Miyabe en glimrende skildring af kamikaze-pilot-konceptet, og selve hans udvikling er en repræsentation af Japan under krigen, hvor man går fra smil og højt humør til nedture og desperation, hvilket resulterer i det endelige nederlag, hvor man må give op og frasige sig sine ideologier.
Det bedste ved filmen er det visuelle. Kostumerne er spot on, men kampscenerne er simpelthen noget af det flotteste, jeg har set i en krigsfilm. Jeg ved, at flyene er animeret, men de virker så realistiske, at jeg tror på, at kameramanden har fløjet rundt og filmet ægte jagerfly, og jeg bliver altid fascineret, når effekter er så gode, at jeg bliver overbevist. Slutningen er ligeledes noget af det bedste, jeg har set i en japansk film. Der er afklaring på et tilstrækkeligt niveau. Skuespillet virker dog meget forceret og er til tider ret dårligt.