Efterkrigstidens sci-fi-feber førte til udgivelsen af talrige film med fokus på rummet, og blandt disse er Gorath, der sådan set er et acceptabelt bidrag, fordi den fokuserer på en realistisk trussel i form af en stjerne frem for rumvæsner eller andre overnaturlige elementer. Dog er der ikke så meget drama, idet størstedelen af handlingen går med at planlægge at redde Jorden med inkluderede fyldscener, der ikke har antydningen af betydning.
Selvom filmen godt nok ikke er fuldkommen troværdig, så har man trods alt tænkt på, hvad et gigantisk himmellegeme vil have af konsekvenser på Jorden, og selvom katastroferne er skildret på overbevisende vis, så er folks handlinger det ikke. Japanske katastrofefilm har det nemlig med at indskrive besynderlige karakterer med en lige så besynderlig adfærd, så man ikke fornemmer, at man befinder sig i en krisesituation.
Der er absolut ikke snerten af panik, selvom verden er ved at gå under. Forskere, politikere og normale mennesker besidder en bizar afslappethed, som om det bare er endnu en dag på kontoret. Det er naturligvis sådan man løser et problem - ved at holde sig rolig - men normale menneskers psyke bliver da påvirket, når verdens undergang står for døren, hvilket igangsætter følelsesmæssige reaktioner, men i denne tid skulle japanske skuespillere absolut altid være så stive og karikerede.
Tilstedeværelsen af Gorath ville have været en oplagt mulighed for at udforske det eksistentielle aspekt, men i stedet bliver det en skildring af menneskelig opfindsomhed, sammenhold og styrke. Kreativiteten fejler grundlæggende set ikke noget, men når handlingen udspiller sig i fremtiden, er det dog underligt, at man ikke har gjort mere ud af at skabe et fremtidsunivers, for det er kun teknologien, man har valgt at opdatere. Folk taler, opfører og klæder sig, som om de befinder sig i 60'erne, og ikke engang biler eller byer har man forsøgt at ændre på.
Når man vælger at lave en sci-fi-film er det ikke nok med en ide. Man bliver simpelthen nødt til at forholde sig til, at man skal opbygge en ny virkelighed, som seerne skal bildes ind er ægte. Derfor nytter det ikke noget, at man blot opfinder rumskibe og TV-telefoner, og vupti, så befinder vi os i fremtiden.
