Denne film er baseret på den virkelige historie om hunden Hachiko, der ventede på sin afdøde ejer ved Shibuya station i 9 år. Der er dog ikke tale om en fuldkommen autentisk skildring af den rigtige historie, hvilket er ærgerligt, for så er man ikke sikker på, hvad der er fantasi, og hvad der er fakta.
Generelt er det en sød film med en enormt sørgelig slutning, der virkelig skærer i hjertet, hvilket hele historien jo sådan set gør - mest af alt fordi man er klar over, at det er en virkelig fortælling. Man følger bogstavelig talt Hachiko fra fødsel til død, men det bliver desværre de menneskelige karakterer, der tager over og overskygger handlingen. Størstedelen af historien foregår eksempelvis, imens Hachiko bor hos sin ejer, men Hachiko levede det meste af sit liv som ejerløs, så der burde være blevet lagt mere vægt på denne del af hans liv, da det er dette, han blev kendt for.
De fleste danskere har nok kun set den amerikanske version af fortællingen om Hachiko, men den er meget melodramatisk og Hollywoodsk i forhold til denne, der er mere realistisk, da den trods alt udspiller sig i det samme land og i den samme periode, som Hachiko levede. Overordnet set er det kun musikken, der afslører, at der er tale om en film fra 80'erne, for kulisserne er virkelig storslåede, mens folk opfører sig meget traditionelt, men skuespillet virker dog også noget gammeldags. Hunden er dog yderst troværdig og formår virkelig at gengive længsel og loyalitet.
Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig, at man havde gjort mere ud af at skildre udviklingen i Tokyo i løbet af Hachikos liv, for umiddelbart ser det ikke ud til, at der går flere år. Og den kendte statue ved Shibuya station blev faktisk opført, imens Hachiko var i live, og dog optræder den slet ikke i filmen.