Jeg har efterhånden affundet mig med, at Ryusuke Hamaguchi ikke er en af mine favoritinstruktører, for hans film falder simpelthen ikke i min smag. Hans langsomme fortælleteknik stresser mig ironisk nok, fordi jeg føler, at jeg spilder tiden ved at se hans film.
Det samme gør sig gældende med Hjortestien, der kort sagt er handlingsløs. Der sker absolut intet i de første 10 minutter, og halvvejs gennem filmen er der først ved at opstå et plot, mens der et kvarter før slutningen stadig intet er sket, før der omsider opstår noget dramatik, der kan karakteriseres som en historie, umiddelbart før filmen slutter.
Hvis Hamaguchi skulle skrive et digt, er jeg sikker på, at han kunne få det til at fylde en roman, for han besidder virkelig en vis evne til at trække scener i langdrag med hverdagsscenarier og replikløse indslag med fokus på det visuelle. Og det er da også en flot film med smukke kulisser, men de fleste scener besidder ingen anden mening end at skabe en stemning, som man allerede er blevet sat ind i gennem åbningssekvensen. Vi forstår freden, vi føler idyllen, og vi respekterer naturen. Der er ingen grund til at hugge det hele ud i sten med BBC-agtige naturmontager, for det virkemiddel er så brugt, at selv byboere kan forholde sig til universet, da det trods alt ikke er helt fremmed.
Plottet er desværre også så gennemskueligt, fordi det er en af menneskehedens mest fortalte historier. Det moderne byliv truer den naturlige fred på landet, hvilket naturligvis møder modstand, fordi det gamle og traditionelle bør bevares, så de(t) fremmede bliver betragtet som en fare - præcis som i naturen.
Det unikke ved denne film er den skjulte symbolik, som man sporadisk bliver fodret med, før budskabet bliver proppet ned i halsen på en til sidst som en kreativ kontrast til den ellers kedelige metode, som historien hidtil er blevet fortalt. Hvis bare den havde været lige så dyster, dramatisk eller gådefuld fra begyndelsen, så havde det nok været en film, der ikke gav mig lyst til at kigge på klokken hele tiden.
