Denne film er baseret på en virkelig historie, men man skulle faktisk tro, at den var baseret på en manga, for både historie, handling og karakterer er meget overpoleret. Man kan derfor få indtryk af, at der i virkeligheden er tale om en børnefilm, men det er snarere bare et typisk overfladisk japansk sæbeopera-drama uden en særlig dybde, fordi alt bare skal være pænt og hyggeligt.
Hvis man ligesom jeg er glad for dyr, vil man kunne lide dette aspekt ved historien, man man har ikke rigtig gjort noget ud af selve produktionen, så det mest af alt minder om en TV-film fra Disney Channel. Selvom man springer i tiden, og karaktererne bliver ældre, så kan man eksempelvis ikke se dette på dem. De beholder de samme frisurer og klæder sig på samme måde. Der er også overdrevet meget idyl med forceret og nedtonet drama, som om man som seer ikke kan tåle at få virkeligheden serveret.
Konceptet lægger jo egentlig op til en større historie, for i Japan bliver herreløse dyr nemlig sendt på internater, hvor de bliver aflivet. At en gruppe unge universitetsstuderende påtager sig den opgave at gøre en forskel er jo et stærkt budskab, men der gøres ikke nok ud af at skildre deres udfordringer med dyrene og samfundet som sådan. For der er jo en grund til, at dyr er herreløse, og det skyldes ikke kun dårlige ejere og ukontrolleret parring. Der er også et område på det politiske plan, der burde være belyst.
I Japan er det også normalt at holde hunde og katte i bure, hvilket man som dansker slet ikke kan forstå, så dermed vil nogen ironisk nok betragte Sato som en dyremishandler, fordi han bor på meget lidt plads med mange dyr, hvoraf nogle af dem holdes i bure som fugle og marsvin. Der er derfor flere kulturelle aspekter ved denne film, som kan gøre en klogere på, hvordan man behandler dyr i Japan, men det bliver et sekundært element, fordi man primært fokuserer på at fortælle en til dels handlingsløs historie om en dyreglad dyrlæge.
