Denne film er baseret på en manga, så den er i bund og grund urealistisk, hvilket særligt kommer til udtryk på den måde, som karaktererne opfører sig. Der er ikke mange logisk tænkende typer, så inden for overlevelsesgenren i japanske film skiller denne sig ikke ud, idet den benytter de typiske klichéer, hvor man som altid kan regne ud, hvem der er den sidste overlevende.
Selve konceptet kunne have været interessant, men det bliver meget svagt, når man kun lærer karaktererne at kende ud fra små videosekvenser, mens deres handlinger er tvivlsomme og til tider bizarre. Der er kort sagt ikke mange af personerne, der tænker eller opfører sig som rigtige mennesker, og derfor føles det som en tegneserie. Det mest irriterende er dog, at man ikke aner, hvorfor de er blevet udvalgt, hvad formålet med at tage dem til fange er, og hvem der har gjort det. Der er absolut ingen svar på nogen af de spørgsmål, man naturligt stiller undervejs, og når der ikke er nogen forklaring, er der heller ingen pointe. Uvished skaber godt nok frygt, men samtidig forvirring.
Jeg elsker overlevelsesfilm som Saw, fordi der er en mening med at udsætte folk for lidelse, men når der blot er tale om et psykologisk spil uden mening, så forsvinder underholdningsværdien. Et af de interessante aspekter ved overlevelsesfilm er trods alt, hvad der driver folkene bag. I denne film er der ikke andet end syv medvirkende, og selvom det er unikt, at man aldrig lærer deres navne at kende og udelukkene følger dem via de opsatte kameraer, så er vinkler og billedkvalitet nu og da så ringe, at det visuelle bliver lige så tamt som handlingen.
