Pulse

Information

Billeder

Original titel: Kairo

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa

År: 2001

Genre: Gys, mysterie

Spilletid: 119 minutter

.

.

.

.

.

Handling

Michi arbejder hos en florist, hvor en af hendes kolleger pludselig vælger at begå selvmord efter at have været fraværrende et stykke tid. Før Michi ved af det, begynder alle omkring hende at blive deprimeret og forsvinde, efter de har været inde i et rum, som var forsejlet med rødt tape, hvor de tilsyneladende har set spøgelser. På samme tid oplever den økonomistuderende Ryosuke mystiske ting, efter han har fået adgang til internettet, og så begynder han ligeledes at se spøgelser overalt.

Min mening

Ligesom mange andre japanske gyserfilm fra samme periode så er handlingen i denne en metafor - en metafor for, hvordan der i det moderne samfund kommer flere og flere mennesker, der lever side om side, men som alligevel ikke interagerer sammen, hvorved ensomhed og isolation bliver dagligdagen for mange. En af de største syndere bag dette er internettet, som folk drages til og bliver en del af frem for den virkelige verden. Man eksisterer derfor, men glemmer at leve, og man er derfor ikke andet end et spøgelse.

I filmen forsvinder folk omkring hovedpersonerne, fordi de tilsyneladende bliver opslugt i sig selv, men i virkeligheden er det jo blot et symbol på, hvordan mange af os mister den fysiske kontakt med folk, og på den måde føler vi os selv alene - altså er vi også nogle af dem, der forsvinder for andre. Budskabet er altså så komplekst, at det kan være svært for nogle at forstå, for filmen minder om en typisk gyser, der har til formål at skræmme folk med spøgelser, men i virkeligheden er det jo samfundet og den måde, det påvirker mennesker på, man bør være bange for, og det pensler filmen ikke nok ud, så mange vil sikkert sidde og være en smule forvirret over, hvad det rent faktisk er for en slags gyser, de har set.

Men det er trods alt denne tvetydighed, der er styrken ved japanske gysere, så har man set et par stykker, så burde man have vænnet sig til konceptet. Problemet er bare, at de også forsøger at være uhyggelige på klicheagtig vis, hvilket fungerer bedre, når man forstår symbolikken i det ellers uforståelige.

Vurdering

Favoritkarakter: Michi

Plot: 

Karakterer:

Skuespil:

Afslutning:

Det visuelle:

Overordnet karakter: