Det er åbenlyst, at denne film er baseret på en manga, for plottet lyder lidt langt ude. Dog er det sådan set en spændingsfuld film, hvor det magiske aspekt fylder ganske lidt - mest af alt, fordi de aldrig rigtig bliver forklaret. Som seer må man simpelthenbare affinde sig med, at der findes magiske læbestifte, der gør det muligt for folk at bytte ansigt.
Og det er netop kun ansigtet, man bytter, hvilket er en interessant tilgang, idet det sætter visse begrænsinger inden for det ellers brugte koncept med ombyttede identiteter. Der er samtidig en tidsgrænse på 9 timer, hvorved det bliver lidt Askepot-agtigt, ligesom man ikke beholder hinandens ansigter, hvis den ene person dør, så man altså ikke kan sjæle en identitet.
Alt dette er grundlæggende regler, der er med til at skabe de spændinger, som handlingen bygger på, for man følger to piger, der udlever hinandens drømme ved at bytte plads. Kasane spiller skuespil som Nina, der til gengæld kan bade sig i rampelyset uden at løfte en finder. Og det fører naturligvis til konfligter, som kun bliver forstærket af, at de to kvinder er afhængige af hinanden og derfor ikke bare kan afbryde samarbejdet, selvom de bedrager hinanden.
Jeg havde gerne set, at handlingen havde været mere sammenhængende og dyster, for det er et virkelig interessant psykologisk aspekt, man gør brug af, så det er en skam, at der ikke er plads til at fordybe sig i det. Som serie ville historien derfor have fungeret bedre, fordi der ville have været tid til en dybere introduktion af karaktererne, ligesom man bedre kunne følge deres udvikling. For karaktererne er det, der bærer filmen. At man så endda har en skuespiller leder tankerne hen til Perfect Blue, fordi det er et hverv, der er forbundet med bedrag - både over for andre, men også en selv, når man skal leve sig ind i roller, så man godt kan glemme, hvem man i virkeligheden er.
Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem der er Kasane, og hvem der er Nina, fordi de to skuespillere gør et fremragende stykke arbejde med at skifte karakter, når disse bytter ansigter. Særligt fordi at rollerne byttes rundt i filmen, så man må forholde sig til, hvem der egentlig er den sande skurk, når Kasane bliver afhængig af berømmelsen, mens Nina indser, at popularitet ikke gør en lykkelig.
Alt i alt er der mange gode pointer, men handlingen sætter en grænse for, hvor meget der er tid til at fokusere på dem, så nogle scener er fremskyndet, mens der generelt mangler flere personer til at skabe en dybere og troværdig historie. For når det kommer til stykket, bliver det meget eventyragtigt men trods alt med et tiltrængt twist, så filmen ikke er forudsigelig.