The Kirishima Thing

Information

Billeder

Original titel: Kirishima, bukatsu yamerutteyo

Instruktør: Daihachi Yoshida

År: 2012

Genre: Drama, skole

Spilletid: 102 minutter

.

.

.

.

.

.

.

.

Handling

Da kaptajnen på volleyball-holdet, Kirishima, stopper, bliver hele skolen rystet i sin grundvold, idet hans pludselige fravær får sociale konsekvenser for både holdet såvel som hans venner, der har svært ved at holde sammen, nu hvor han ikke længere er en del af det. Samtidig er skolens filmhold i gang med at indspille en film, og eftersom de ikke kendte Kirishima, mærker de absolut intet til den panik, der optræder omkring dem.

Min mening

Denne film er en ret kunstnerisk men alligevel realistisk fortælling. Mange vil nok have svært ved at forstå dybden i den, fordi handlingen kommer til udtryk i den gennemgående symbolik, der kræver overvejelse og analyse, så det er en film, man skal se, hvis man kan lide at tænke, imens man følger med.

Overordnet set kan det hele koges ned til, at fyren Maeda vil lave en apokalyptisk zombiefilm, mens hans vejleder derimod vil have ham til at lave en troværdig film om det at gå i skole, og hvor fjollet det end lyder, så får han netop gjort det ved at lave en zombiefilm. Handlingen eskalerer nemlig i en duel, hvor skolens nørder spiller zombier, der æder skolens elite på et tag - en metafor for den omvæltning i hierarkiet, som finder sted, da karakteren Kirishima pludselig forsvinder og gør, at kliker bliver splittet op, og individer pludselig må finde nye støttepæle i andet end hinanden.

Dette viser netop, hvordan folk er knyttet sammen, og hvordan de såkaldte stærke personer i virkeligheden er de svage, fordi der ikke skal mere til at vælte dem, og lige så snart en af dem forsvinder, så bliver de trævlet op som maskerne i et net. Endnu mere interessant er det, at Kirishima slet ikke medvirker i filmen, selvom hans navn ellers optræder i titlen. Han eksisterer simpelthen ikke for seeren, så de andre elevers besættelse og afhængighed af ham virker derfor helt absurd, for han får så meget ære og opmærksomhed, mens nørderne rent faktisk udretter ting, men alligevel bliver set ned på og hånet.

Så hvis man tilhører den gruppe, der blev mobbet eller udeladt i skolen, så vil man sikkert fryde sig over denne film, der formår at gøre op med de stereotype forestillinger om skolemiljøet, som endnu er præget af statusprægede grupperinger. Så for skoleelever kunne det måske også være en ide at se filmen, så de kan få øjnene op for, hvem af dem der i det hele taget får noget ud af tilværelsen.

Vurdering

Favoritkarakter: Maeda


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Afslutning:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

8/10
Total Page Visits: 525 - Today Page Visits: 1