Latitude Zero er en interessant film, for der er tale om en fællesproduktion mellem Japan og USA, så stort set al dialog foregår på engelsk, selvom skuespillerne både er japanere og amerikanere. For en gangs skyld taler de japanske skuespillere faktisk godt engelsk, så det ikke er deres accent, der ødelægger filmen, men desværre er skuespillet besynderligt ringe, så det til tider minder om en dårlig TV-serie.
Det er egentlig en skam, at kvaliteten ikke er bedre, for der er nemlig ikke sparet på kreativiteten. Så havde man haft midlerne og investeret disse bedre, så ville det have været en ikonisk film i sci-fi-genren, for intentionerne har tydeligvis været der. De er bare ikke blevet efterlevet. Desværre er effekterne nemlig ikke særlig overbevisende, og når det kommer til kostumerne, virker de ofte meget amatøragtige og til tider platte.
Trods det tvivlsomme skuespil er det faktisk karaktererne, der bærer filmen, for de er med deres tegnefilmsagtige personligheder med til at trække handlingen over i en mere eventyrlig retning, så man værdsætter historien og dermed også det arbejde, der trods er blevet lagt i at lave en unik film med et unikt univers. Man bliver trods alt præsenteret for et godt bud på en futuristisk verden med virkelig interessant arkitektur, men som en af karaktererne tilmed gør opmærksom på, så mangler der nogle sociokulturelle elementer, der kan forklare, hvordan denne verden fungerer som et samfund.
Overordnet set er der tale om en ret urealistisk film, fordi den bryder med realismen, til trods for at den foregår i den virkelige verden. Af den grund er jeg faktisk begejstret over afslutningen, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om den undersøiske verden virkelig eksisterer, eller om den blot er baseret på fantasi. Det er et genialt plot twist at få serveret til sidst, fordi man dermed bliver (og forbliver i tvivl), præcis ligesom karaktererne.
