Shinji Somai var kendt for sine long take shots, og denne film starter endda ud med et imponerende et af slagsen, hvor flere dage bliver fortalt i løbet af minutter. Introsekvensen er generelt det bedste ved filmen, så det er en skam, at de samme teknikker og den samme stemning ikke bliver videreført i resten af den.
Selve plottet er så tabubelagt, at det fremstår skjult det meste af filmen, så man har lidt svært ved at forstå, hvad den egentlig handler om. Historien stikker kort sagt i forskellige retninger og inkluderer sågar et giftmord, så det samtidig er svært at genrebestemme filmen. Grundlæggende set skyldes forvirringen dog, at den er proppet med så mange visuelle virkemidler og kreativ symbolik, at det bliver umuligt at betragte handlingen som troværdig, fordi realisme og fantasi nu og da glider sammen i nærmest drømmeagtige sekvenser, hvilket også er et af Shinji Somais kendetegn.
Det er en skam, at man ikke har holdt sig til en enkelt fortælleteknik, for stilistisk sker der virkelig meget, selvom der handlingsmæssigt sker ekstremt lidt. Det er således en film, man forguder på filmfestivaler, fordi man kan sidde og analysere hver eneste scene, men jeg savner lidt struktur, for det er som om, at tilfældige scener blot er blevet sammensat for at tilføje noget interessant til en elllers udramatisk historie, der mest af alt minder om en damebladsnovelle.
De teateragtige sekvenser, hvor kulisser forenes og glider sammen er de bedste, fordi de skaber et univers hinsides den (kedelige) virkelighed, som man befinder sig i. Det er bare svært at vide, hvis perspektiv det er, man som seer tilhører, for sekvenserne virker netop ikke som andet end ideer, man har valgt at indskrive og udføre uden en dybere mening.
