Dette var den tredje og sidste film i Yoji Yamadas samuraitrilogi, som er baseret på værker af Shuhei Fujisawa, der alle beskæftiger sig med samuraier, der balancerer deres pligter med deres kærlighedsliv. Tematisk minder de tre film derfor om hinanden, hvilket også gør denne film en anelse forudsigelig, for selvom det er en anderledes historie, så kan man godt regne ud, hvordan den ender.
Jeg havde personligt ønsket en mere tragisk fortælling, for jeg synes, at filmen er bedst, når den begiver sig over i det dystre hjørne, eftersom hele historien jo sådan set er ulykkelig. Af samme grund er der heller ikke brug for at overdramatisere denne, så jeg er glad for, at man har holdt handlingen på et troværdigt niveau - blandt andet via skuespillet, der generelt er overbevisende.
Yoji Yamada kan dog noget med kulisser og kameravinkler, så hele filmen virker visuelt tiltalende - også selvom man ikke gider at tolke på symbolikken i eksempelvis perspektiver. Man kan sådan set nøjes med at forholde sig til betydningen af de to fugle og på den måde forstå, hvad filmen prøver at fortælle, for det er overordnet set en god historie, som alle kan forstå, selvom den foregår i et andet land og i en anden tid.
Selvom jeg kender til japansk historie, bliver jeg glad, når jeg ser film, der gør det feudale Japan håndgribeligt for alle, for det gør det bare nemmere at nyde handlingen, når man ikke skal forsøge at forstå aspekter, man ikke er bekendt med. For i denne film kan man sagtens forholde sig til samuraien og hans ære, fordi den involverer kærlighed.