Der er altid to sider af en historie, men denne film viser, at der faktisk er flere sider, når man først får fortalt den samme historie gennem moderens og lærerens perspektiv, hvorefter en helt tredje vinkel bliver inddraget som den egentlige sandhed. Og jeg elsker, når film leger med virkeligheden på den måde og skildrer, hvordan opfattelsen af den er forskellig fra person til person.
Det er genialt at starte med moderens perspektiv, fordi man dermed danner sig meninger om læreren gennem hendes syn på ham. På den måde bliver man så tvunget til at fortryde de fordomme, man allerede har fået om ham, når man efterfølgende får hans historie fortalt, hvilket er en absolut kontrast til moderens, selvom de to historier sjovt nok er den samme.
Til sidst kommer sandheden så frem, og denne er på ingen måde forventet, da det viser sig, at vi faktisk har at gøre med en kærlighedshistorie. Da der er tale om børn, er de seksuelle undertoner dog så skjulte, at de nærmest er umulige at opfatte, men ikke desto mindre fornemmer man dem, og pludselig giver alt mening, fordi man kan begribe handlingen ud fra et større perspektiv.
Generelt mangler der dog en hel del indslag eller forklaringer, som skal binde historien sammen, for man finder kun ud af, hvorfor Minato opfører sig mærkeligt. Hvorfor han opfinder historier og vikler andre ind i dem forbliver en gåde, men man må gå ud fra, at han som barn blot optager input og ryster dem ud af sig i uvante situationer for at forklare det, der for ham er uforklarligt.