Dette er et typisk familiedrama fra 1990'erne, hvor man tager udgangspunkt i et troværdigt plot og fortæller dette på realistisk vis uden brug af for mange dramatiske virkemidler. Det, som gør denne film speciel, er, at den i høj grad fortælles via symbolik, hvilket åbningssekvensen med det trekantede spisebord er et glimrende eksempel på. Som med mange andre japanske film ligger meningen nemlig i det usagte, og man må derfor tolke folks følelser ud fra deres handlinger.
Det bliver selvfølgelig sværere, når man følger et barns perspektiv, for børn er bare irrationelle væsner, hvilket ses i Rens adfærd, og hun har særligt for vane at løbe fra sine problemer, hvilket vi alle kan forstå meningen med. Grundlæggende set burde de fleste dog kunne forholde sig til hendes følelser, når hun som skilsmissebarn skal lære at acceptere, at hendes forældre ikke længere kan bo sammen og være der for hende på samme tid. Det er sådan set også filmens morale (at barnet bare skal bide realiteterne i sig), og på den måde er den meget japansk, idet man ikke fokuserer på forældrene og deres totale mangel på hensyn og forståelse for deres barn.
Jeg er selv skilsmissebarn, men mine forældre gik fra hinanden, da jeg var helt lille, så jeg har aldrig skullet vænne mig til en ny hverdag og dermed en ny virkelighed. Og i Japan er skilsmisse endnu tabu, når man har hjemmeboende børn, så filmen er sjovt nok stadig relevant, selvom den er fra 1993, fordi skilsmisse fortsat er et fænomen, man har svært ved at tale om og forholde sig til i Japan.
Det bedste ved filmen er faktisk de mange festivaler, der minder om kulturel reklame, men de bærer naturligvis også et budskab, hvilket den afsluttende sekvens med den brændende dragebåd viser. Det øjeblik er både rørende og betagende, men filmen igennem leverer barneskuespilleren Tomoko Tabata dog en overbevisende præstation, mens Shinji Soumai generelt bare er god til at bevæge sig i menneskehøjde og skabe troværdige scener.
