Denne film er baseret på en bog og fortalt på nogenlunde samme måde med forvirrende spring i tiden. Det er derfor svært at følge med i historien, fordi man ikke har gjort noget ud af at ændre på karakterernes udseende, så de ligner sig selv efter 20 år. Bybilledet fungerer trods alt som indikator, men makeup eller i det mindste anderledes frisurer ville have gavnet en hel del.
Når man først forstår handlingen, bliver det også nemmere at holde styr på den og dens karakterer, for det er trods alt en tragisk og romantisk historie, selvom den samtidig er lidt underlig, eftersom den tager udgangspunkt i reinkarnation, hvilket i denne film er skildret som, at en person genfødes som en ny person, hvis personlighed dermed lader til at blive ophævet, når den genfødte person genvinder sine erindringer.
Selvom reinkarnationen er baseret på kærlighed, så er det trods alt en japansk film, så "kærlighed" lader ikke til at være andet end en gensidig tiltrækningseffekt. Man skal derfor ikke forvente hverken saftig eller følelsesladet romantik. Vi forholder os på et meget sobert niveau, hvor folks følelser hverken bliver vist eller ytret, og derfor virker genfødsel nærmest som en slags desperationshandling baseret på fortrydelse over ikke at have sagt, at man elskede en person, før man døde.
Filmen starter egentlig ud som en typisk overidyliseret familiefilm, men så kører den gradvist af sporet med det ene handlingsskift efter det andet samt afsløringer, der blot bliver præsenteret uden rigtig at chokere de medvirkende eller få dem til at undersøge sagerne nærmere. Generelt er folks følelser enten underspillet eller overspillet, så det er ikke kun plottet, der får historien til at virke utroværdig, men også måden denne er fortalt og skildret.
