Picnic

Allerede med åbningssekvensen bliver det gjort tydeligt, at dette er en såkaldt kunstfilm, der udspiller sig i en alternativ virkelighed. Filmen er derfor rig på visuelle virkemidler, men fattig på decideret handling, idet man primært følger tre voksne mennesker, som vandrer rundt i byen og leger jorden er giftig.

Denne film minder faktisk om andre japanske film fra samme periode, hvor man tydeligvis ikke har haft budgettet til et større projekt og derfor har valgt en poetisk tilgang til at fortælle en historie. Jeg forstår dog godt, at filmen ikke er længere, for der sker meget lidt, og de mest mindeværdige øjeblikke er de surrealistiske af slagsen såsom den gyselige animatroniske dukke.

Jeg synes også, at plottet er meget svag, for når man har med psykisk syge personer at gøre, kunne man have udforsket deres sind mere og dannet sig en forståelse for deres aparte adfærd. I stedet bliver det en meget barnlig skildring af en udflugt, mens der er malplacerede scener og rekvisitter som en mandevoldtægt og en dukke uden åbenlys betydning. Lidt mere eksplicit symbolik ville kort sagt have klædt historien, så den kunne sige mere, end den i bund og grund er.