Suicide Club er også kendt som Suicide Circle, hvilket er den originale japanske titel, som faktisk passer bedre, fordi Club beskriver konceptet, mens Circle er metaforen for dette. Filmen er kendt for at have en af de mest famøse åbningssekvenser blandt japanske gyserfilm, idet man ser intet mindre end 54 piger springe ud foran et tog så, blodet sprøjter på ret overdrevet vis.
Overordnet set er der virkelig mange groteske scener, som sætter sig i hukommelsen, og det er da også disse, der har givet den kultstatus. Jeg vil dog ikke kalde filmen for en decideret gyser, for det er mere en krimi med et thriller-aspekt, hvor politiet forsøger at klarlægge årsagen til en selvmordsbølge. Og filmen blev faktisk lavet, imens Japan oplevede en selvmordsbølge, så man kan måske kalde det usmageligt at gøre selvmord til underholdning, mens det var et samfundsproblem, når selvmordene tilmed er skildret på så grafisk vis.
Sion Sono beskæftiger sig dog typisk med samfundstendenser og skildrer dem på absurd vis i sine film, så japanerne kan forholde sig til dem. Men Suicide Club kommer dog også med moraler og budskaber, selvom de er begravet så dybt, at de færreste nok bemærker dem, hvorved de fuldkommen bliver overset, fordi man som seer fortaber sig i det mystiske univers, man befinder sig i, hvor selvmordsbølgen er en del af et popkulturelt komplot.
Det er da også dette bizarre koncept, der bærer filmen, og det fungerer langt hen ad vejen, indtil metaforerne bliver lidt for materialiserede og kører filmen ud på et sidespor, så den generelt bliver mere underlig end uhyggelig. Jeg havde nok foretrukket noget klassisk japansk gys, hvor "det onde" var lidt nemmere at identificere, for vi kan alle blive enige om, at selvmord udløses af noget, og denne film gør ikke nok ud af at udpege de samfundsrelevante aspekter, som eksisterede i denne tid, som filmen i sig selv er et produkt af.
