Suzuki=Bakudan

Dette er en veludført thriller, der starter interessant ud, fordi man ikke kan vide, om Suzuki er en drukkenboldt, en galning eller en clairvoyant. Og filmen igennem forbliver hans egentlige rolle tilmed en gåde, mens sagen gradvist bliver opklaret. Det er dog lidt underligt, at han kan være så intelligent, snedig og rolig, ligesom det er sært, at der ikke er nogen, der har kendskab til ham, når han tydeligvis er et geni, som nogen må have stiftet bekendskab med. På de områder er historien en anelse utroværdig.

Jiro Sato er generelt en uortodoks skuespiller, som jeg har det svært med, men dette er hans bedste præsentation, jeg har set fra ham, fordi han passer perfekt til den komplekse karakter, som man ikke kan blive klog på. Faktisk er der en alsidig og alligevel tilpas mængde karakterer, som strækker handlingen ud, så den ikke bliver for snæver, hvilket er behageligt i en thriller, da de ofte hænger fast i konceptet med den uovervindelige politimand og den mægtige skurk. I denne film er skurken derimod ikke den, man tror, det er, og politiet begår endda fejl og udviser svagheder. Det er ekstremt befriende, og det samme er de mange eksplosioner, fordi man er vant til, at de gode altid redder dagen.

Det er dog spændingen, som bærer historien, så efter at have set filmen én gang, har de fleste nok ikke lyst til at se den igen. Det er trods alt en film, som varer mere end to timer, og så kan man spørge, om det er nødvendigt, at den skal være så lang, for på den anden side er det svært at skære scener fra, uden at de ødelægger historien, som er betinget af de elementer, der virker overflødige.