Dette er en af de japanske gyserfilm, der tager udgangspunkt i en moderne myte. Teke Teke er da også et interessant væsen, og ligesom med så mange andre japanske gyserfilm, så handler filmen mest om at finde ud af, hvem hun er, så man kan afbryde den forbandelse, der får hende til at dræbe uskyldige mennesker.
Der går således lidt The Ring i det hele, når man præsenteres for et fænomen, hvorpå handlingen består i at opklare dette, før det så afsluttes med et forventet skræmmende klimaks. Og dermed er det altså "bare" endnu en japansk gyser. Man burde kort sagt have fokuseret mere på Teke Teke, der i stedet forbliver en gådefuld birolle, som ovenikøbet er 3D-animeret det meste af tiden. Det er nok også derfor, man ikke ser så meget til hende, da hun ikke ligefrem er godt animeret. På den måde er det måske klogt at holde hende skjult og primært følge hende ud fra hendes eget perspektiv, hvilket i det mindste også er et uhyggeligt virkemiddel.
Det er dog en kort film, fordi man ganske enkelt ikke har formået at fylde historien ud og give den indhold. Alt i alt virker det som en B-filmsproduktion, men den holder sig faktisk fra at falde i for mange klichéer, så den bliver værd at se. Dog fik filmen også så meget succes, at man valgte at lave en efterfølger, hvor man så kaster sig ud i klichéerne, så nogle gange er det åbenbart manglen på midler, der sørger for, at man holder sig indenfor rammerne. Man havde sådan set heller ikke behøvet at lave en 2'er, for dette er en af de japanske gyserfilm, der nogenlunde formår at binde knude på historien med en acceptabel slutning.