Det unikke ved denne film er, at der kun medvirker dyr, så den nærmest minder om en alternativ naturdokumentar. Der er dog tale om en familiefilm, der i Danmark blev udgivet med titlen Fister & Buller på eventyr, men dette er dog den engelske version kaldet The Adventures of Milo and Otis, som er et kvarter kortere, idet man valgte at fjerne en del ubehagelige scener.
Dem er der nemlig flere af, for Chatran bliver kastet ud i den ene dramatiske situation efter den anden, så der bliver smurt tykt på, hvor farlig naturen er. Der mangler virkelig noget sammenhæng, som binder scenerne og handlingen sammen, for det bliver bare en stafet af udfordringer for den stakkels kat. Der optræder også ekstremt mange dyrearter, fordi filmen er optaget i Masanori Hatas egen dyrepark, men selvom han var en notorisk dyreelsker, så er det ret ironisk, hvor meget man har udsat de medvirkende dyr for bare for at lave en film.
Chatran gennemgår ufatteligt meget stress ved at blive anbragt i unaturlige situationer, og der er flere eksempler på åbenlys dyreplageri. Der er derfor også opstået rygter om, at talrige hunde og katte mistede livet under indspildningen, men officielt er det kun katten Chatran, der åbenbart døde af udmattelse efter optagelserne. Det er lidt svært at få fakta på plads, men at se en kat styrte ud fra en skrænt og falde i havet, hvor den på desperat vis forsøger at kæmpe sig op igen er ikke rart at se på. At blive knebet i overlæben af en krabbe eller sendt ud over et vandfald i en trækasse er heller ikke ting, som et dyr burde gennemgå for at underholde folk.
Der er flere gange gjort brug af effekter med vinkler og klip for at skabe troværdige illusioner, men alt for ofte anbringer man dyrene i skræmmende situationer, hvor man kan se, at de er bange og forvirrede. Jeg synes derfor, det er en fejl at benytte en killing, der ikke er trænet til at forstå den slags, og som dyreelsker brød jeg mig generelt ikke om at se filmen, for hver gang der kom et nyt dyr, fik jeg pulsen op, fordi jeg jo godt viste, at der ville ske noget slemt. De bedste stunder var derfor de få øjeblikke, hvor Chatran omsider fik fred, og der fik man også mulighed for at nyde musikken, som faktisk er god og passer til konceptet.
