The Human Condition I: No Greater Love

Information

Billeder

Original titel: Ningen no Jouken: Dai 1-bu Junai-hen / Dai 2-bu Gekido-hen

Instruktør: Masaki Kobayashi

År: 1959

Genre: Historisk drama, krig

Spilletid: 208 minutter

.

.

.

.

.

.

.

.

Handling

Den unge Kaji bliver sendt til det japansk-kontrollerede Manchuriet for at administrere en fangelejr, hvor han forsøger at inkorporere en humanstisk tilgang. Men det skal både vise sig, at japanerne såvel som kineserne er usamarbejdsvillige, eftersom de fo folkefærd ligger i krig og derfor betragter hinanden som fjender.

Min mening

Dette er første film i en episk trilogi, der sammenlagt varer hele 9 timer, og denne film alene varer over 3 timer. Den kan derfor godt være svær at komme igennem, fordi der sker ufatteligt lidt, eftersom hele filmserien på nøjagtig vis er baseret på en bog med en temmelig troværdig handling. Mængden af drama og action er derfor minimal, fordi handlingen fokuserer på mennesket - nærmere betegnet enkeltpersonen Kaji, der i den første film fremstår som en naiv humanist, der tror, at han enemand kan gøre en forskel under Stillehavskrigen.

Det troværdige ved historien er så, at Kaji naturligvis ikke kan gøre en forskel, hvilket faktisk er en ret befriende tilgang. For at have en magtesløs hovedperson, der ikke kan modarbejde det korrupte system, han forsøger at ændre på, er både en øjenåbner for ham og seerne, der er vant til, at helte altid får deres vilje og redder dagen. Men i krigsfilm burde der slet ikke være helte, for konflikter er så komplicerede at forholde sig til, at man bør gengive dem på mere nuanceret vis - præcis som denne film gør, selvom det godt nok er et lille og nærmest ubetydeligt aspekt ved en krig.

Det er selvfølgelig demotiverende at se realiteterne i øjnene, men man må også bare erkende, at krig er baseret på uretfærdighed, så hvis man vil spille en rolle i en krig, så må man afkaste sig sin menneskelighed og dermed også værdighed. At en film fra 1959 formår at belyse dette ved på nærmest eksplicit vis at kritisere den japanske krigsførelse er beundringsværdig. For det var trods alt kun 15 år efter Anden Verdenskrig sluttede, hvor Japan stadig havde tendens til at benægte og i høj grad censurere deres egne brutale handlinger under denne.

Filmen var derfor også kontroversiel, da den blev udgivet, og det er forståeligt nok, for handlingen er fortalt på ret autentisk vis, hvor der er fokus på japanernes overlegenhed og kinesernes elendighed. Det er dog lidt underligt, at alle skuespillerne er japanere, men på den anden side skal de også have respekt for dette, fordi de forstår at leve sig ind i rollerne som kinesere - både sprogligt og følelsesmæssigt. At man netop har valgt at gøre brug af kinesisk dialog er et virkelig godt udtryk for, at man forsøger at repræsentere og danne forståelse for begge sider.

Der er absolut intet patriotisk eller nationalistisk ved denne film, der i stedet fungerer som én stor morale, når den udstiller alt det negative ved krig ved at placere et godhjertet menneske i en sådan, hvor han intet kan stille op, fordi alle er drevet af had og mistro til hinanden. Og så er det jo svært at skabe fred, når ingen gider at lytte eller samarbejde.

Vurdering

Favoritkarakter: Chen

Plot: 

Karakterer:

Skuespil:

Afslutning:

Det visuelle:

Overordnet karakter: