Dette er den anden film i en episk trilogi, der sammenlagt varer hele 9 timer, og med en spilletid på tre timer er dette sjovt nok den korteste af de tre film. Det er dog ikke, fordi der sker så meget, for selvom der er tale om et krigsdrama, så er der ikke nogen kampscener før i den sidste halve time, hvilket også virker som et tiltrængt klimaks, efter at handlingen er blevet bygget op med intriger og drama på et mere jordnært plan.
Mens den første film handlede om de japanske fangelejre under Anden Verdenskrig, så giver denne derimod et indblik i det japanske militær, selvom man kan sige, at den på troværdig vis skildrer den usunde kultur i militæret generelt, når humanisten Kaji forsøger at tilpasse sig og samtidig bevare sin identitet i et miljø, hvor der ikke er plads til individualitet. Hvis den første film var kontroversiel, er denne det således også, idet den direkte kritiserer militæret og dermed også Japans krigsførelse, hvilket skete i en tid, hvor japanerne endnu havde svært ved at lægge afstand til deres egne handlinger 15 år forinden.
Selvom handlingen godt nok udspiller sig under Anden Verdenskrig, så minder det mest af alt om en spejderlejr, fordi man følger udstationerede soldaters daglige rutiner. Der er imidlertid fokus på de interne konflikter, der opstår som følge af den ulige magtbalance i militæret, hvilket er en klog måde at kritisere dette på, fordi man dermed ser, hvordan uenighed fører til uorden og i sidste ende splittelse og nederlag.
Det er derfor åbenlyst, at Kaji har ret i noget, men alligevel kan og vil militæret ikke reformere sig, fordi det er kontrolleret af en magtsyg elite, som styrer folk med hård disciplin og sågar magtanvendelse. Den absurde mænge vold i det japanske militær er jo grotesk, fordi de skulle være allierede, men det skildrer blot, hvordan individer blev tvunget til at indordne sig efter den nationalistiske ånd, der gjorde, at alle blev opfordret til at kæmpe for fædrelandet. Desværre blev man derfor også kaldt forræder, når man satte sig selv eller sin familie over nationen.
Alt i alt viser denne film altså mange problematikker ved det at gå i krig på nuanceret vis - især når man er tvunget til at tage del i denne. Det er befriende med en så menneskelig tilgang til noget så umenneskeligt som krigsførelse, for selvom der godt nok ikke er meget action, så er historien troværdig. Selvom meget af volden også er ægte, så virker reaktionerne på denne dog kunstige og indøvet, mens skuespillet i visse scener er alt for overdramatiseret.
