Denne film er baseret på virkelige begivenheder, så den fungerer godt som en historielektion, idet den på troværdig vis skildrer fortiden og samuraiklassens fald på en forståelig måde. Der er en god balance mellem politisk dialog og kampscener, der ligeledes er gengivet på realistisk vis, men eftersom filmen netop er baseret på virkelige begivenheder, så ved man også, hvordan den vil ende - særligt når titlen afslører det.
Det er derfor ikke en særlig spændende film, men den er meget god til at give indsigt i, hvordan det japanske samfund fungerede, og hvordan dets borgere agerede før i tiden. Desværre er de markante samfundsændringer i denne tid ikke i fokus, så man derfor heller ikke rigtig kan forholde sig til kampen mellem samuraierne. Man bliver blot kastet ind i en igangværende proces, som man ikke en gang ser blive bragt til en ende.
Filmen mangler altså generelt en begyndelse og en afslutning for at kunne blive betragtet som en selvstændig historie, der er en del af en større. Men det skyldes, at der kun fokuseres på en enkelt person fra den ene side, så man ikke får den store fortælling fortalt fra flere perspektiver, hvilket er en skam, når man har at gøre med en historisk hændelse, der havde betydning for en hel nation.
I sådanne tilfælde bør man have et langt større karakterregister, ellers burde filmen navngives efter den person, som den i realiteten handler om. Og denne spilles naturligvis af Koji Yakusho, for det er nærmest symptomatisk med store produktioner, at hvis historien ikke er god nok, så forsøger man at opveje dette med en kendt skuespiller, som om der ikke skal mere til at redde en middelmådig film. Man burde mere forsøge at caste folk, der rent faktisk passer til rollerne.
Moderne samuraifilm er desværre ikke så episke, som de forsøger at være, men der er heldigvis gjort meget ud af kostumer og rekvisitter, ligesom manuskriptet er med til at skabe en illusion af, at handlingen foregår i fortiden. Skuespillet er som sådan også overbevisende, men når man ikke kommer ind på livet af personerne og lærer dem at kende, så forbliver de blot medvirkende, mens størstedelen virker som statister.
