Denne film er et interessant bidrag til samurai-genren, fordi man sådan set følger en skurk og hans mere eller mindre ubegrundede behov for at dræbe andre. Der dykkes nemlig ikke nok ned i personerne, så man lærer at forstå dem, men på den anden side er der noget tiltalende ved denne form for mystik, fordi man bliver mere opmærksom på karakterernes handlinger.
Det er også karaktererne og deres relationer, der bærer filmen, og specielt skuespillet, hvor Tatsuya Nakadai stråler i rollen som behersket samurai. Han og mange andre viser tydeligt, hvorfor samurai-film var så populære i denne periode, for flere skuespillere passer bare perfekt til denne genre, fordi de på autentisk vis kan leve sig ind i personerne i en anden tid. De flotte kostumer hjælper selvfølgelig også på det.
Noget, der er knap så autentisk, er filmens handling, der er alt for overdrevet, når man tænker på, at historien udspiller sig i 1800-tallet, hvor de færreste samuraier havde været i rigtig kamp og derfor ikke kunne slås. Det var tilmed forbudt at rende rundt og dræbe andre hensynsløst, hvilket alligevel sker i stor stil i denne film, hvor der er op til flere utroværdige kampe, der åbenlyst er indøvede og desuden indeholder alle de stereotype elementer, man kender fra samurai-film.
Fordelen ved sort/hvid-film er, at man lægger vægt på belysning og æstetik, hvilket også er tilfældet i denne film, der visuelt er i top. De pludselige spring i tiden er lidt irriterende, men selvom der bliver holdt fokus på den grundlæggende historie, så bliver filmen til sidst ødelagt af den abrupte slutning, der mest af alt føles som om, at man er løbet tør for film. Sjældent er jeg blevet så overrasket og skuffet over en slutning - fordi det ikke er det.
