Tokyo Story er en klassiker inden for japanske film, og det er en af den slags film, som filmkritikere elsker, fordi man kan analysere så meget på historien. Det skyldes først og fremmest, at man absolut intet får serveret og er nødt til at tolke på stort set alt, fordi man som seer blot er en flue på væggen, der følger en temmelig banal historie i en tid, som man er nødt til at forholde sig til, hvis man kunne forstå det skjulte budskab.
Konceptet er til at forstå, idet man med udgangspunkt i et ældre ægtepar bliver konfronteret med samfundsudviklingen i efterkrigstidens Japan, hvor de traditionelle værdier begyndte at gå i opløsning. Der er dog intet drama og ingen episk fortælling, for det er nærmest som at se et teaterstykke med akter, hvilket kun bliver styrket af de stillestående kameraer, den manglende baggrundsmusik og de sceneagtige sekvenser.
Den gennemgående brug af nærbilleder, hvor skuespillerne taler direkte ind i kameraet, synes jeg er en besynderlig effekt, fordi det så pludselig får en til at føle, at man bliver trukket ind i samtalerne og er en del af dem. Men på samme tid føler man sig uden for disse, fordi der er en vedvarende emotionel distance mellem karaktererne, som man ikke rigtig kan forholde sig til, fordi det lader til, at alle opsætter en facade over for hinanden. De bliver nemlig ved med at besidde de samme stive ansigtsudtryk og nærmest falske smil, mens deres tale er monoton og robotagtig.
Jeg har virkelig svært ved at fornemme, om det er dårligt skuespil, eller om de medvirkende derimod spiller rollerne så godt, at de virker alt for naturlige. Der er ikke snerten af følelse i en eneste replik - kun de unge mennesker formår at udtrykke deres følelser og således udvise personlighed, hvilket de bliver kritiseret for. Det kan derfor virke ironisk, at filmen selv lader til at være en kritik af samfundsudviklingen, for dens skildring af denne er samtidig så typisk og gammeldags japansk, hvor budskabet ikke ligger i det, der bliver sagt, men i det, der bliver vist.
Alt i alt synes jeg, at Tokyo Story er en irriterende film, fordi den netop ikke siger noget. Udadtil er det en almindelig og til dels kedelig fortælling med et psykologisk lag, man selv skal grave dybt for at finde. Dette har jeg som regel intet imod, men jeg foretrækker, at der i så fald benyttes filmiske virkemidler for enten at gøre historien medrivende eller seværdig. For film er et medie, der trods alt skal stimulere folk for at vække eller holde deres interesse.
