Why Don’t You Play in Hell?

Information

Billeder

Original titel: Jigoku de naze warui

Instruktør: Sion Sono

År: 2013

Genre: Action, komedie

Spilletid: 129 minutter

.

.

.

.

.

.

.

Handling

Hirata drømmer om at blive filminstruktør, og da han en dag får mulighed for at filme et drabeligt opgør mellem to rivaliserende yakuza-klaner, beslutter han for at slå til, selvom der er tale om en virkelig duel med ægte våben.

Min mening

Sion Sono er kendt for sine rent ud sagt bizarre film, og denne er ingen undtagelse. Det er en blodig actionfilm proppet med sort humor, så den er generelt svær at tage seriøst. Som altid er der en hel del absurde scener, der egner sig godt som memes eller GIF-filer, men de bidrager ikke rigtig til handlingen og fungerer vist mest som kunstneriske indslag, hvilket Sion Sonos film vel overordnet set gør i filmverdenen. Han er en af den slags instruktører, der altid skaber noget, der er værd at se, fordi det skiller sig ud, så selvom jeg ikke rigtig bryder mig om hans film, så ser jeg dem alligevel, fordi jeg ved, at jeg vil bliver overrasket.

Og det gør man også af denne film, der er noget mere surrealistisk end mange af hans andre værker, hvilket sådan set skyldes, at den er meget utroværdig. Faktisk er der lidt Tarantino over selve stilen, idet mange af hans film også er kendetegnet ved at have en meget surrealistisk handling, men alligevel bliver man opslugt i dem, fordi de skaber et nyt univers. Det samme kan man sige om Sion Sono, og denne film er bogstavelig talt et bevis på, at film ikke er andet end fantasi, idet den leger med grænsen mellem virkelighed og filmuniverset på noget kreativ, men også forvirrende vis. Men det er vel også for at minde seerne om, at film ikke er andet end fiktion, hvilket mange underligt nok glemmer. Men her bliver man eksplicit konfronteret med sandheden, da der vist nok er tale om en film i en film i en film ...

Det er dog lidt svært at forstå, hvad budskabet er, udover at vold har ødelagt film (inklusiv denne), så selvom Sion Sono tydeligvis ikke mangler kreativitet, så kunne han godt arbejde på at putte lidt mening ind i sine film. Alt i alt er det en virkelig blodig film, der minder om en hyldest såvel som en lussing til Kill Bill. Hovedpersonen, Hirata, er godt nok irriterende, og der er en hel del malplaceret stryger- og klavermusik som baggrundsmusik i op til flere scener, mens der er en hele 25 minutter dynamisk optakt til selve filmens egentlige begyndelse, der nok vil få mange til at opgive at se den færdig. 

Vurdering

Favoritkarakter: Koji

Plot: 

Karakterer:

Skuespil:

Afslutning:

Det visuelle:

Overordnet karakter: