Dette er den niende Gamera-film i rækken, og denne fungerer som et tiltrængt reboot efter den forrige film, der blev udgivet 15 år tidligere. Der er derfor sket meget inden for filmproduktion siden da, så både lyd og billede er forbedret, og det samme kan man til dels sige om effekterne, der dog ikke altid er gode eller troværdige - selv for en film fra 1995.
Det skyldes først og fremmest, at man åbenlyst ikke har haft pengene til at producere en episk film, så denne falder generelt tilbage i samme spor som sine forgængere, hvorved den både bliver forudsigelig og fattig på handling, fordi man har set det meste før - ikke kun i Gamera-universet men i andre kaiju-film. Det er derfor mest af alt endnu et bidrag til genren frem for en modernisering af den.
Selvom man denne gang gør det klart, at Gamera er en beskytter af Jorden, så har man desværre ikke lagt vægt på introduktionen af Gamera, hvis baggrund derfor mangler lidt kreativitet, ligesom man ikke gør nok ud af at dedikere filmen til Gamera. Ligesom med de fleste kaiju-film har man nemlig for vane at fokusere på en ligegyldig håndfuld mennesker, som kun har betydning for plottet. Og skuespillet er som altid tvivlsomt.
I en kaiju-film vil man se ødelæggelser, og dem har man desværre heller ikke valgt at investere i, så det mest mindeværdige øjeblik er, da Tokyo Tower bliver skudt i stykker ... af mennesker. Kampene mellem kaijuerne er meget forglemmelige, og af en eller anden grund har man valgt at genintroducere Gyaos, der som en flyvende kaiju er kendetegnet ved at være meget stiv og svær at tilføre bevægelse. Det er derfor et dårligt valg, så man skulle nok bare have opfundet en ny kaiju i forsøget på at gøre denne og dermed filmen ikonisk.