Dette er den 11. Godzilla-film i rækken, og igen spiller Godzilla helterollen, mens skurkerollen er blevet overladt til den nye kaiju, Hedorah, der er en af mine personlige yndlingskajuer. For denne skabning er så unik og tilpas bizar uden at virke for komisk, ligesom den tilmed bærer på en symbolsk værdi præcis som Godzilla. Dens kræfter og evne til at transformere er også speciel, og dens design er temmelig kreativt.
I denne film er der for en gangs skyld også fokus på kaijuerne, så der igen er tale om en katastrofefilm - tilmed i et samfundsrelevant format, for Hedorah repræsenterer jo forurening og miljøkatastrofer, så filmen viser blot, at menneskeheden intet har lært i flere årtier siden filmens udgivelse. Det skildres rimelig godt ved, at ungdommen hellere vil feste og leve i nuet, imens katastrofen står på. Generelt er der lidt for meget 70'er-stemning, men det mest besynderlige indslag er dog, da Godzilla begynder at flyve...
Denne film er langt mere dyster end tidligere Godzilla-film, idet der ikke blot er dødsofre. Man ser simpelthen folk bliver dræbt af Hedorah, hvilket sågar inkluderer en bærende karakter, hvis død stort set ignoreres. Trods de animerede indslag, der viser, at filmen i virkeligheden er henvendt børn, så er det altså en temmelig alvorlig en af slagsen, og sådan bør en kaiju-film også være, for det er trods alt en speciel genre med monstre, der burde opføre sig som monstre. Og kampene mellem Godzilla og Hedorah er heldigvis både langvarige og dramatiske.
Overordnet set er det slet ikke til at se, at man har haft et mindre budget til rådighed i forhold til de andre film, for denne film er bedre produceret end mange af dens forgængere. Og så blev den endda til må kun en måned.
