Dette er den 16. Godzilla-film, og den første der blev lavet efter en pause på 9 år, hvor man længe havde kørt kaiju-genren ud på et sidespor. Denne film fungerer derfor som et slags reboot og en fortsættelse til den første film, hvorved alle andre film klogt nok bliver ignoreret, som om de aldrig har eksisteret.
Man gør meget af det rigtige under genopfindelsen af kaiju-genren, idet man i denne film begiver sig tilbage til katastrofetemaet og gør Godzilla til fjenden, så selvom det er en fortsættelse af den første film, så er det tydeligvis også en hyldest til den. Overordnet set minder det da også mest af alt om et remake, men et vellykket et af slagsen.
For en gangs skyld er der nemlig blevet investeret i projektet, så man har formået at skabe overbevisende modeller og ødelæggelser. Og det er genialt at tage udgangspunkt i Shinjuku, der i 1984 var Tokyos moderne bydel med tårnhøje skyskrabere, der får selv Godzilla til at virke lille. Det arbejde, der er lagt i tilblivelsen af disse er imponerende, og det animatroniske Godzilla-kostume er også en tiltrængt opdatering.
Desværre har man også henfaldet til at benytte de samme intetsigende karakterer som altid, nemlig professoren, journalisten og den fuldkommen ligegyldige kvinderolle. Det er sjovt, at det er de samme stereotype personer, der skal gå igen i genren, for de tilføjer absolut intet til handlingen og stjæler fokus. Skuespillet er til tider også amatøragtigt med tydelig replikoplæsning, så det er generelt ærgeligt, at B-film aspektet stadig er til stede på dette område.
