Journey Under the Midnight Sun

Information

Billeder

Original titel: Byakuyako

Instruktør: Ishii Yasuharu & Hirakawa Yuichiro

År: 2006

Genre: Krimi, thriller, drama

Antal afsnit: 11

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Journey Under the Midnight Sun

.

Handling

Ryoji og Yukiho er begge 11 år, da de slår hver deres forældre ihjel for at dække over, at Ryojis far har forgrebet sig på Yukiho. For at skjule deres forbrydelse bliver de dog viklet ind i et net af løgne, der fører til, at de som voksne bedrager alle andre for at tilfredsstille hinanden. 

Min mening

Det er sjældent, at psykopater skildres som værende ofre, men det er lige præcis, hvad denne serie gør, idet man følger to ekstremt usympatiske personer, som dermed bliver hovedpersonerne i en fortælling, der er centreret om dem. Således kan man betragte dem som "heltene", mens "skurken" er loven og dens håndhævere.

Det bliver således en lidt modsat virkelighed, man befinder sig i, og der er da også lidt Bonnie og Clyde over historien, selvom der på eksplicit vis er tale om en genfortælling af Borte med blæsten. Alt i alt er det dog lidt svært at holde med Ryoji og Yukiho, for selvom de godt nok kæmper med fortidens dæmoner, så er de en samfundspest, så det vil noget. Stort set alle, de kommer i nærheden af, ender med at blive ofre for deres maniske besættelse efter at sprede deres barndoms ulykker videre til uskyldige mennesker, så selvom man godt nok stimuleres til at holde med dem, så det det godt nok svært at udvise sympati for dem i løbet af 9 afsnit, hvor deres ugerninger bare bliver vildere og vildere og kommer helt ud af kontrol.

Japanske TV-dramaer er generelt kendetegnet ved elendigt skuespil, så det er som regel plottet, der tiltaler mig, hvis jeg vælger at se en hel serie færdig. I denne serie åbnes der sjovt nok med slutningen, så den ikke rigtig er overraskende, men allerede efter andet afsnit er de to unge mennesker kommet så langt ud, at jeg tænkte "okay, hvad bliver mon det næste?", og denne slags uforudsigelighed er noget af det, der holder mig fanget i selv dårlige serier.

Selvom det er en serie, hvor man skal holde fokus, så er der overdrevet mange flashbacks, så man hele tiden bliver mindet om, hvad der indtil videre er sket. Der er også en tilpas mængde karakterer, der gør historien troværdig og overskuelig (selvom de fleste dør). Problemet er bare, at det er en virkelig dyster historie om sindsyge mennesker med en ødelagt forstand, som smadrer andres liv, så det kan ikke ligefrem kaldes for en god serie, eftersom der ikke er snerten af moral at ane hos hovedpersonerne, som derfor ikke er nogen, man hverken kan eller tør spejle sig i. Stort set alt, hvad de foretager sig, er simpelthen så utilgiveligt, at de får mange hårdkogte forbrydere til at blegne ved siden af dem.

Alligevel er det interessant, at man dermed kan vise, hvordan mennesker kan blive så forstyrret, at de fuldkommen mister respekten for alt og alle. Men det er egentlig mere en bizar kærlighedshistorie end en psykologisk analyse af det menneskelige sind, og der dykkes derfor ikke nok ned i de aspekter, der styrer Ryoji og Yukiho.

Og så giver plottet desuden slet ikke mening, for de er begge mindreårige, da de begår deres første drab, og alligevel føler de, at de skal være på flugt i 15 år, indtil sagerne forældes, før de kan blive "frie" i deres egen indbildte virkelighed. Ifølge japansk lovgivning kunne de kun blive sat i systemets varetægt som 11-årige, hvilket for begges vedkommende ville have været en forløsning, som kunne have frelst dem. På trods af det valgte de selv en vej ud i endnu mere tragedie, end den de forsøger at komme sig efter. Så som de da også påpeges har man at gøre med to mennesker, som forbliver børn med en ulogisk og egoistisk tankegang.

Vurdering


Favoritkarakter:
Reiko


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

7/10
Total Page Visits: 14 - Today Page Visits: 1